En stor udstoppet Lænestøel,
Som havde ei seet Dagens blide Soel
I mange Aar, men stoltelig
Bagved et Skiermbræt staaet, og brystet sig,
Den samme Lænestøel fik Lyst engang,
Maaskee for Tiden faldt den lang,
At skiænde paa en Tabouret, som stod
Ydmygelig i samme Krog, og bøied’
Sin Ryg for Herrens magelige Fod,
Naar han i Stolens Favn sin Middagsmad fordøied’
Af Veien, Skurk! saa fremt du kan,
Jeg taaler Pøbel ei saa nær min Side,
Og undres ret, hvor en fornuftig Mand,
Som dog min Herre er, kan dig herinde lide.
Hvad i al al Verden troer du vel, du duer til?
Slet intet! Nei! men jeg er alle Meublers Krone,
Og Søvnens Guds og glade Drømmes Throne.
Jeg fylder op med muntre Skuespil
Hver Vinkel i min Herres Siel,
Til Konge giør jeg ham af Træl,
Betaler Renten af hans Gield,
Giør at hans Mad fordøies vel,
Og laaner Dyd og Troeskab til hans Kone.
Mon nogen kan forlange meer?
Du selv jo daglig seer,
Hvor villig og begierlig han sig slænger
I mig, naar han til Lykke trænger.
Og dette Fortrin, som han giver mig,
Beviser klart min Rang; naar sad han vel paa dig!
”Desværr for ham! var Tabourettens Ord!
At han ei ynder mig. Det gaaer ei anderledes
Paa denne syndefulde Jord.
Snart en Vellystig ved den Modstand kedes,
Som Ærlighed hans Sandsers Drifter giør,
Om den er sund og nyttig, han ei spør,
Thi han er feig, og ikke vove tør
At kiempe mod sig selv; men Hykleren,
Som smigrer ham, og kildrer ham til Døde,
Den seer man ham med aaben Favn at møde,
Han elsker Fienden; men er bange for sin Ven.
Forlad, Hr. Lænestøel! en saa alvorlig Lære
Er du vel aldrig vant at høre; men gid kun,
Gid kun din høibevaagne Herre
Ret kiendte dig til Grund!
Du fik din Afskeed i den samme Stund;
Troe mig; du maatte snart din stolte Plads forandre,
Og ydmyg op paa Loftet vandre
Til Støv og dyb Forglemmelse,
Og jeg fik strax din Plads; det skulde du faae see.
Er der vel større Pest for Helbreden,
End just den Magelighed, som du skiænker?
I dine silkebløde Lænker
Døer Munterhed, døer Livets Styrke hen.
Du svanger er med Podagra og Gigt,
Med Qvalmer Mavevee, og andet sligt.
Af dine Favntag man faaer store Knuder
Paa Ledene; i dine Ørepuder
Boer Hovedpine. — O jeg gyser ved at male,
Hvad Ondt du mere giør. Lad Herrens Legem tale,
See disse tykke Been! hør disse Angestskrig
Hvoraf ethvert, Barbar, anklager dig. —
Som naar ved et uventet Argument
En Præses seer sin Mening at gaae under,
Han stirrer paa den kække Opponent,
Tilhørerne indbilde sig, han grunder
Paa nyt Forsvar; men ak! han saa fortumlet er
Af Slaget, som han fik, at han ei tænker meer;
Saa stod og stum, da Tabouretten endte,
Den stolte Lænestøel, og af Uvillie brændte.
Storm.
