Engang en Krage sine Fier
Udpynter med Paafuglefiere,
Henrykt den nu sig selv beseer,
Sig troer ei nogen Krage meer,
Men selve Junos Fugl at være,
Blandt Paafuglskaren trænger frem,
Og sine Brødre helser dem.
Men snarligen Paafuglene
Tog deres staalne Fier tilbage,
Saa den nyskabte Paae blev atter til en Krage,
Som Svaler selv belee.
Engang en Rimer eget Rimerie
Med fremmed Dristighed udsmykker,
Besynger nu sig selv, forgabt deri,
Sig en Tullin, en Evald tykker,
Blandt Digterne sig trænger frem,
Og sine Brødre helser dem.
Ei før ham øine Digterne,
Før de ham laante Vid fratage
Den usle Rimer stod tilbage,
Som Tosser selv belee.
Schlegel.