Da skiønne Venus først opsteeg af Havets Skum,
Omvandred hendes Blik hen over vide Rum,
Og eene troede hun i Verden sig at være;
Af Bølgen Amor blev ved hendes Side fød,
Ham Venus ved et Tegn indbød,
Han fløi i hendes Favn; de blev hinanden kiere,
Og kiendtes strax, skiøndt de da først hinanden saae;
Paa en Delphin de hen mod Landet iile;
Men som de ere nær ved Havn,
Med eet han flyver ud af hendes Favn,
Mod Kysten skyder sine Pile,
Og raaber, Land! hun spørger ham, hvorfor?
Jeg planter, svarte han, mit Banner paa min Jord.
Florian.