Æslet gik sin Vei langsom sukkende under sin Byrde; du er dog altid den samme, sagde Chamæleon, som mødte ham, altid de samme afpassede Skridt, altid traurig; ei mindste Vid findes hos dig; du veed ei at skikke dig i Tiden, og derfor maae du ogsaa tage imod et godt Liv fuldt af Hug; jeg derimod retter mig efter alle; ethvert Sindelag er mit, endog Klædning forandrer jeg saa ofte, som det forlanges. Derfor er du og Cameleon; skrydede Æslet.
Suhms s. Skr. 4 Deel.
