Fix kom til et Harehul,
Fandt en liden Unge,
Flaben strax af Vand stod fuld,
Vaad blev Tand og Tunge;
Staklen havde været qvit,
Dersom bare Hunden
Havde fulgt sin Appetit.
Han laae alt i Munden
Paa den sultne Kiøter, som
Pludselig betænkte
(Skiøndt mod Hundeskik), at om
Puus han Livet skiænkte
Endnu Uger to a tre,
Blev han meget større,
Kunde saa fuldkomnere
Ganen fyldestgiøre.
Efter nogen Strid han lod
Ungen i sin Rede,
Og løb, tørstig efter Blod,
Andet Vildt at bede.
Daant Langøre var af Skræk,
Men, hvem der var glædet,
Det var ham, da Fix var væk,
Og hans Skind var reddet.
Snart han voxte til, og sprang
Over Bierg og Høie,
Veien giordes ham ei lang,
Fix stod ham for Øie. —
Tiden kom da endelig,
Mester Fix ei hviler,
Han med Flid har hungret sig,
Nu til Skovs han iiler;
Sødt i Aanden smager han
Alt den vorne Hare,
Hvilket Maaltid! Fix du kan
Kun din Umag spare.
Snærrende han kiger ind,
Mon sig Puus vil skiule;
Puus er borte. — Alt er Vind! —
Tom er Harens Hule.
Hunden hænger Halen ned,
Skamfuld bort sig lister;
”Ved for stor Begierlighed
Tit man alting mister;
Nøisom tag’ den Lykke Ven!
Som i Dag kan nydes,
Thi det uvist er, om den
Dig i Morgen bydes.„
Storm.
