Rosen og EenighedsblomstenEn Fabel.Helliget Sophie.I smukke Blomstergang, der slyngende sig skiødigiennem Krat, hvor Finkers Sange løden Rose stod; hovmodig af sin Yndetil Evighedens Blomst, som tæt ved Siden stodved skyggefulde Buskes kiøle Rod,den vendte sig, og hørtes at begynde:”Du frække Blomst! hvor understaaer du digat staae i denne Gang saa tæt ved mig,og bøier ei dit Hoved for min Vælde.Du Daare! Sikkert veed du ei,Det ypperste blandt Blomsterne er jeg.Hvad ligner mig i Skiønhed! Hvad tør maalesig mod min Ynde.„ Morgenrødens Straalemaa falme for mit blide hulde Skiær;Naar Digterne vil deres Elskte malemed Sværmeriets Pensel, maa enhverda ikke nævne mig, og om min Skiønhed tale?Men du, som ligner Luftens tykke Skye,naar matte Straale askeguul den maler,du vover her med mig at staae i Lye,og ei forbauset ved min Skiønhed daler?Saa Rosen fnøs; men Blomsten taug, og smilte;I samme Øieblik en lummer Straale iiltefra Solens Glands igiennem Busken heni Rosens Barm, og pludselig den blegned’;De visne Blade brat til Jorden segned’,og nøgne Stilk stod tornefuld igien.Men ak! den tause Blomst stod længe der;blev, stedse frisk, beundret af enhver.En Nat i Høst — da faldne Blomsterløvaf skarpe Vinde hvirvledes i Støv,og hæse Storme hvinede alleneigiennem nøgne Træers tørre Grene,da vandred Stella om med tunge Fiedpaa dette melankolske øde Sted.Hun søgte kun een Blomst, men kunde ingen findeat offre — ak! sin elskte Ludvigs Minde.Paa eengang Stormen taug, og Skyen veeg,og fulde Maane rød bag Skoven steeg,Den langsomt melankolske Ansigt hæved,og smilte bliid til ranke Plante hen,der paa den nøgne Jord stod blomstrende igien,og ei for skarpe Østenvinde bæved,Den mødte Stellas Blik, og rørt hun brød den af,og offrede den paa sin Elskers Grav.O Skiønhed! Dødeliges korte Fryd,du visner brat som Rosen, og forglemmesMen aldrig aldrig du forglemmes,Guddommelige evig skiønne Dyd.Sophie! Dyden brænde i dit Brystmed Guddoms klare skiønne Lue,Din Selvbevidsthed være dig din Lyst;da vil du ei i Modgang grue;Da vil du finde Fryd ved Ædles Barmog Trøst i Smertens bittre Øieblikke;Da spilder Skiæbnen al sin Harm;For rynket Alderdom du gyser ikke;Selv naar du sænkes ned i Gravens Muld,da skal din Dyd din elskte Grav omsvæve.O da skal hver erindre dig saa huld,og du skal evig i dit Minde leve.Øhlenschläger.