Grankronte Bierg, som med tredobbelt Svar
Har Qvægets muntre Brøl saa tit beæret,
Naar det blandt dine Kløfter har
Sig ved din Gavmildhed og Fedme froe ernæret,
Opløft din Røst, lad tifold Echo høre,
Da til din Priis en Døl vil her en Sang opføre!
Jeg skylder dig, mit ædle Bierg, en Sang:
Mit spæde Øie ved din Marmorfod beskued
Klar Soel den allerførste gang,
Som paa din grønne Top i gyldne Klæder rued.
Min Vugge, Svøb og Leeg var i din Skygge,
Og al min Barndoms Lyst paa Dig at boe og bygge.
Jeg voxte til, dig seierriig besteeg,
Forgieves du de steile Sider glatted,
Til Skueplads for Børneleeg
Din Isse meer beqvem, end Blomsterdal, jeg skatted,
Skiønt jeg endnu din beste Pragt ei agted,
Men kun som Jutuls Huus og Trolds Pallads betragted.
Ja denne Trold! Hvor var han fordum gram,
Da Christnes Troe i Norges Land indførtes!
Han neppe Klokkens Lyd fornam
Som alt for nær hans stille Bopæl rørtes,
Før han til Hevn sit grumme Sind bereder,
Og kun om Vaaben med forbittret Omhue leder.
Dem fandt han snart. Han tog en Kampesteen
Og formed den i sine Kiempe Hænder,
Iil, sagde han, giør Skræk og Meen,
Hvor jeg som helst med mægtig Arm dig sender!
Hans skumle Port, ei vant at aabnes, knaged,
Og fælt ved Jutuls Harmbevægte Hængsler braged.
Jeg gyser alt. Saa farligt var ei før
Dit Naboeskab for nys indviede Kirke.
Knap hellig Ringning Jutul hør’r,
Før han forsøge vil, hvad hærdet Steen kan virke.
Men Skade skeer ei altid naar der trues;
Med Tegn paa feilet Kast den Steen kan endnu skues.
Jeg tier om, hvor mangen Møe der var
Indtaget i hans Skiød i fordum Dage,
Og om hvor tit han sprudet har
Af mineralske Svælg til Folkets Skræk en Drage.
Jeg skynder mig fra Overtroens Rige
Den stolte Biergetop med Harpen at bestige.
O! hvilket Syn! Jeg skuer henrykt ned
Fra Skyers Naboelav til tre adskilte Dale,
Hvor af forskiellig Yndighed
Naturen syntes selv med trefold Stolthed prale.
Her Otten sig med Finnens Sølvstrøm mænger,
Og Haand i Haand sig frem blant grønne Sletter trænger.
Hist løfter sig et Field mod Himlen op,
Og her end et den hele Udsigt standser;
Stolt viser hiint en sneeklæd Top,
Mens dette Fyr og Gran i evig Flor omkrandser.
Ved Foden af den mægtige Beskytter
I smukke Klynger staae Fieldbondens glade Hytter.
Af Odels Sæd et gyldent Belte snoer
Sig om hiin Høi, som den mod Norden dækker;
Ved Aaens Bred lav Elle groer,
Og mod sin Eiers Iern frivillig Green udstrækker.
Fiern blinker der en Søe paa Fieldets Isse,
Af hele Hiorde Qvæg hist hvidner Sundsteens Spidse.
Her styrter sig (skrækkulde Yndighed)
Fra Fieldets steile Brink igiennem bange Skove
En Foss med Skum og Brølen ned;
Hvo mod dens Rasenhed tør sig vel Tryghed love?
Den spruder Regn paa aldrig sikkre Strande,
Den ruller Klipper, og vil alt til Chaos blande.
Dog, som en vild og grusom Elefant
Kan tit ved Kunst til nyttig Arbeid bringes;
Saa Dølens Snildhed ofte fandt
At allertrodsigst Strøm til Tieneste kan tvinges.
Den maae sit Vand til tørstig Ager leie,
Og snese Møllehiul i flittig Trældom dreie.
Tys, hvilken Lyd! O! søde frie Natur,
Hvor muntres jeg ved din den vilde Tone,
Naar klækket op i gyldent Buur
Din Abe, Kunsten, faaer i Stæderne sin Krone!
En Stut, en Luur fra Field til andet klinger;
Strax føler jeg min Siel sig over Fieldet svinger.
Saa sang og du min Ragnhild! for mig før,
Naar i min Arm paa dette Bierg du hvilte,
Og Jutul lorted ved sin Dør
At see hvordan Naturens Datter smilte.
O! kiere Bierg, o! lykkelige Dage!
Mon I ei komme meer, mon aldrig meer tilbage?
Jeg seer dig, og min Siel omfavner dig
Blant disse Buske, hvor vi fordum vanked,
Hvor Ragnhild, du saa tit med mig
Paa purpurklædde Jord den sure Tyting sanked;
Der irrer du, og sukker, græder, haaber,
Og Erland! Erland! med afmægtig Stemme raaber.
O! Bierg, hør du min Ragnhilds Sorgelyd,
Og igientag mit Navn, saa tit hun kalder;
Med nye Krandse dig bepryd
Naar hendes Vei blant dine Skygger falder!
Byd viftende Zephirer did at iile
Hvor hun sin skiønne Krop udi dit Græs vil hvile!