— — muscus ubi, & viridissima gramine ripa,
Speluncæqve tegant, & saxea procubet umbra.
Virg.
Hil dig, besneete Field, som reiser stolt
Din glatte Isse op imellem grønne Dale,
Hvor mangen Hildurs Leeg blev holdt
Saa Blod blandt Miøden flød i Kongelige Sale:
Din faste Fod omringe nu kun Hære
Af gyldne Straae, som Løn til fredsom Flid frembære.
O! gamle Jættefield, ved Laugens Bred
Du saae din Yndlings Skiold, din Dovres Harnisk blinke,
Naar han uddrog med Kiempesæd
I Leding, hørte du hans Sværd mod Pantser klinge.
Nu hører du kun tæmte Fosses Brusen,
Og nyttig Kunstes Hiul i jevn og stadig Susen.
Til søndre Kant du kasted og et Blik,
Hvor Otten sig for dine Fødder krummer,
Og saae, hvor hellig Oluf fik
En Høst af Christne Folk, skiønt Daabens Vand end skummer
Da Bøddel stod hos Præst, og Sværd ved Korsets Side.
Hil dig o! Field, ærværdigt Monument,
Som mangt et Spor af Runes Alder viser;
En Ild er i min Barm antændt,
Som brænder indtil jeg din beste Skiønhed priiser.
Fra Danske Slet til dig paa dristig Vinge
Med Harpen udi Haand min Geist skal sig opsvinge.
Den haster did, hvor paa din Marmorryg
En enlig Dal, et Eden sig nedsænker,
Som, selv dine Tinde tryg,
En yndig Rolighed sin stille Dyrker skienker:
Hid Nordens Pust og barske Vind ei rækker,
Her smiler Flora mildt, her intet Ceres skrækker.
Orcaner selv forgieves storme an
Paa væbnet Bryst, hvormed dem Jætten standser
Hist oppe, der hvor Lessøemand
Opsøger kaaden Reen, som paa Sneebrynen dandser,
Der sikkert Blye fra riflet Rør ei sparer
Selv ham, hvis høie Horn anfører raske Skarer.
Saa iiled og det alt for visse Lod
O! Zinclar, før’ til dit det solgte Hierte,
Fra Nordmands Sigte foer en Braad
Som giennemtrængte dig med Dødens beske Smerte.
Stolt foer du frem, men tapper Døl dig bier,
Kom smukke Jona! hør min Sang,
Elskværdig Datter af den hvide Jætte!
Op, svare mig med Langspils Klang
Hver Jonas Møe, og Krands til Skialdens Tinding flette!
Op Huldre! Jutuler! Hver Jøndøls Øre
For Landsmands muntre Qvad staae aabent til at høre!
Hvad skuer jeg? Den deiligste Natur
Sig speiler her, Chrystal! i dine Bølger;
Hist reiser sig en lodret Muur
Som evig Marmorfod i fiskriig Afgrund dølger.
O! Skueplads, som imellem begge Sider
Af yndig Dal saa skiønt et Perspektiv udviider!
Hist bliver jeg vaer en blomstergroet Plan
Der vil jeg sætte mig og Harpen stemme.
Hæld dig, venskabelige Gran!
Jeg i din Skygge nye Begeistring kan fornemme.
Hvad hører jeg? En stille Pladsken lyder,
En dæmpet Harmonie af Vandets Skiød frembryder.
Jeg hører Slag paa tusindstrænget Luth;
En Tonestrøm, en meer end jordisk Stemme.
Tys! pludselig blev alt afbrudt
I Løb, som kunde selv Amphions Liir beskæmme.
Hvad Følelser, hvad Lyst paa paa Hierter vælde!
Kun Himmelborgere saa kækelig sig melde.
O! hvilket Syn! En Muskelskal saa hvid
Som Perlemor, besprængt med Purpurpletter
I skummig Fart sig skynder hid
Og paa sneeknæved Sand den gyldne Kiøl fatsætter.
To skællede og blanke Guder røre
Sølvstemte Stræng, og to de stærke Aarer føre.
En Nymphe liig selv Thetis, stiger ud,
Og Blomster frem i hendes Fodspor ile,
Granater ud af Klippens Brud
Med en fornyet Glands mod Nymphen venlig smile.
Hver Skovens Syn nysgierrig sig fremtrænger
Og Rosens Embryo med Vold sit Fængsel sprænger.
Alt skuer til. Den gamle Jutul selv
Af Marmorkløft med skiegget Aasyn kiger;
Hist styrter sig en sølvklar Elv,
End brænder Blod paa hans de skrumpne Kinder,
Og Oldings Hierte om sin første Elskov minder.
Tak være dig, du fordums Digteraand!
Du Geist, som Skialdene blant Fielde levned,
Ved din guddommelige Haand
Det undersvangre Bierg er meer end engang revnet.
Selv giennem Steen af Favnes Tykkhed bryder
Mit skarpe Syn, saasnart almægtig Harpe byder.
Hist vælder frem en usædvanlig Glands!
Jeg seer et Lav af alle Dalens Huldre,
Hvor Sang, Musik og Leeg og Dands
Med yndig Vildhed i henrykte Øre buldre.
O! Nymphe, som jeg før i Land saae træde,
Blot din Nærværelse udbreder denne Glæde.
Hvor skiøn var hun! En Hals saa hvid og skiær
At Sneen hist, som Jøndals Tinding kroner,
Misundelig, sig selv fortær’r
Paa Purpurkind sig Ungdoms Foraar malte,
Og Duens Mildhed af de blanke Øine talte.
Et blegrødt Taft fra Skuldre flagred ned
Til Saalen, som var med Guldlidser bundet;
Om trinde velskabt’ Beltested
Et søegrønt Baand vellystigen var vundet.
I kruset Lok balsamisk Rose skimred,
Paa Alabaster Arm Smaragd og Onyx glimred.
En Strængeleeg hun bar i venstre Haand
Af finest Gran og Fiilsbeen udarbeidet:
Hun rørte den, og al min Aand
Hensmelted ved hvert Slag, som himmelsk Røst geleided’.
Kom Klippers Skiald! kom, sang hun, føel den Ære
At Jona byder dig en Yndlings Navn at bære.
Og er det dig, som min forvovne Aand
Paakaldte før, du Jøndals Herskerinde!
(Saa stammed jeg) Hun tog min Haand,
Hvor mildt hun trykte den, gaaer aldrig mig af Minde.
Jeg qvaltes nær. Jeg efter Aanden snapped,
Mit Blod blev fuldt af Ild, og Hiertet febrisk klapped.
Følg dristig Ven, sang Nymphen videre,
Følg til hiin Strand, til min fredfulde Hule,
Og syng om det, du der faaer see,
De Under, som sig for vanhellig Forsken skiule.
Strax Aaren slog, og Land og Træer veege,
Og Strænge klang, og vi ved Nymphens Slot udstege.
Det var hiine Bierg, som i en svanger Skye
Indsvøbte stolt sin himmelkneisend Spidse;
Det sendte Dalens Agre Lye
Og Egne frugtbar Dug fra sin velædig Isse.
Ei var et Værk med meer Forandring prydet
Af malende Natur, meer Pragt var ei udgydet.
Terasser hang paa Iisgraae Marmorvæg
Langt skiønnere, end Babylonske Haver,
Her Hindbærklasser, hist en Hæg
Nedluder, og beleer den Grædske Bacchi Gaver.
En hvælvet Dør, som intet Øie før
Har seet, aabned sin forgyldte Bue;
Staalfiedre sprang fra Jaspis Dør,
Og Synet blindedes af idel Glands og Lue.
Hvad Kunst hvad Pragt jeg forhen saae, blev borte,
Palladser Gruus, og selv Auroras Kinder sorte.
Mat stræbede mit Øie mod et Skin
Som fordred det til Kamp fra alle Kanter,
Da saae jeg, jeg var kommet ind
Udi en Sal oplyst af funklende Demanter,
I Nicher af Azur stod Perle Vaser
Bekrandste med et Løv af evige Topaser.
Guld flød og Sølv i fine Aarer ned
Paa Pillerne, som Buens Vægt opholdte,
Udi sin Høitids Herlighed
Med Sommer Aftens Pragt fra Loftet Iris straalte.
Et kiøligt Spring af gyldent Gitter hegnet
Opfoer og susende i en Rubin nedregned.
Smag denne Drik, som hidtil ingen Skiald
Har smagt (var Jonas Ord) Hun Bægret fyldte
Med Vand af det indviede Fald;
Jeg drak, min hele Siel et lifligt Ruus opfyldte.
En Dør sprang op, en Harmonie jeg hørte,
Mig Nymphen ind i et fortryllet Tempel førte.
Ærværdigt Sted! jeg iisner overalt!
Jeg svimler: Stat mig bi o! Herskerinde;
En hellig Rædsel paa mig faldt,
Siig, hvad for Helligdom har du herinde?
Til hvilken Gud er’ disse Altre viede?
De Krandse, Billeder, for hvem er’ de indviede?
Tie Skiald, og hør! sang et usynligt Chor,
Ær her dit Lands og Vittighedens Sønner.
Apollo og blant Klipper boer,
Og Jona Nordmænds Mod og Sange her belønner.
Af traurig Haand naar Digters Aske sættes
Blant Guders Roe, her strax et Minde ham oprettes.
Høit hænger her o! Holberg, Norges Ziir,
Den Strængeleeg, som dig hiin Romer laante,
Du stemte op din muntre Liir,
Og Dyden klapped glad, og blege Laster daante.
Du smiiled kun, og Daarligheder krøbe
I Skiul for Dig, dit Skiemt var Overtroens Svøbe.
Vær evig grøn, du Braunmanns Laurbærkrands,
Til dette Field og hele Egnen falder!
Tullin! udi sin Høitids Glands
Din Andagt lyse skal for Verdens sidste Alder.
Du Davids Harpe tog af Brittens Hænder;
Tændt ved din Sang end mangt et dydigt Hierte brænder.
O! Stenersen, dit Navn skal ei forgaae,
Mens Issefiordens Gud bær Qval og Pine
I sin forelskte Barm, og stræber for at faae
I kierlig Favn den skiønne Ericine.
Najaden græd, og Guden stod bedrøvet
Da Harpen (ak hvor snart) faldt af din Haand i Støvet.
Dig bier og en Krands, o! Suhm, vor Ven!
Skiønt ædel rundet op ved Danske Strande.
Vi kiende i Din Haand igien
Vor Snut, hvis vilde Lyd med Marons Kunst at blande
Du kun formaaer. Hver Norsk din Roes skal flette.
Gid seene Parcer Dig paa Jonas Alter sætte!
Hil dig, o! Norske Flok, som haabefuld
Langs ved Permessens Bred saa skiønt opspiirer:
Og du, som moedne Frugters Guld
Apoll alt bær, hvormed han Delfisk Lund udziirer!
Her eders Flid og Sang skal og belønnes,
Her eders Laurbær skal i evig Sommer grønnes.
Høi Hvælving her bestandig Gienlyd skal
Af stolten Sang om Norges Odel give.
Det skiønne Foraar, Sarpens Fald,
Og Horneels fæle Pragt skal evig husket blive.
Melpomene skal Nymphen Haanden byde,
Rheteas Taarer skal paa Jonas Kinder flyde.
Nu taugde Choret, og min gandske Siel
Henrykkedes i patriotisk Glæde.
Mig Jona bød at fare vel,
Og lod mig ud paa et ophøiet Blomstersæde.
Her sad jeg, og mit Eventyr betænkte,
Da den udbredte Dal nye Lyst mit Øie skienkte.
Mildt leende og smukke Hytter staae
Hver paa sin Mark, dem Skov og Bække blander.
Ved begge Sider langs en Aae
Som Jonas Dal og hele Egnen vander,
Jeg vrimle seer de stærke Dalens Sønner
Hvis Sved og muntre Flid den fulde Neeg belønner.
En Olding hist med Karvestok i Haand
Beregner glad sit Arbeids gyldne Renter.
Og for sin Høflighed et Kys til Aftens venter.
Den skarpe Segl med hurtig Iver føres,
Og lutter Sang og Lyst paa alle Agre høres.
O! muntre Slægt, Uskyldighedens Folk!
Som Glædens Væld har i dit eget Hierte,
Hvis Latter er ei Galskabs Tolk,
Hvis Fryd forbedskes ei af nogen Gift og Smerte.
Naturens Haand fra andre Folk dig skildte,
Fordi den ægte Børn af dig opdrage vilde.
Du elsker frit, og veed af ingen Tvang,
Du kiender ei den usle Høiheds Plager,
Du fattig er foruden Trang,
Og Livets Bæger selv paa Bunden sødt dig smager.
Din Stolthed er, at du din ringe Hytte
Med Slottets Pragt og Glands og Uroe ei vil bytte.