Negeren, eller Alcanzor til Zamire
En Elegie
En Elegie
Fra et barbarisk Land, hvor Grumhed Svøben fører
Hvor Dyd, Natur og Pligt udlees med Foragt,
Hvor en staalhærdet Slægt, som ingen Medynk rører,
Har din Alcanzors Haand med Slavejern belagt:
Hvor Folket drikker Blod, og gyldent Støv tilbeder,
Hvor Tredskhed kaldes Vid, og Ærlighed er Skam,
Hvor Høihed selv om Rov, som hungrig Tiger, leder,
Og fulde Punge giør’ selv Krigsgudinden tam.
Hvor Elskov først maae Vink af Egennytten vente,
Hvor Nid paa skuffet Ven forgiftig Edder spyer,
Hvor fræk Forbittrelse er Sandheds visse Rente,
Kort: hvor Palladser kun beboes af vilde Dyr —
Fra sligt et grusomt Sted din troe Alcanzor sender
Et taarevædet Brev til sit forladte Land:
Ak vee! Zamire, vee! Jeg seer, at Rovlyst vender
De spændte Seil igien mod Gambros kiere Strand.
Tit billigt Had i mit beklemte Hierte skriger:
Gid Skibet splittes maae af et retfærdigt Skiær!
Men snart min grumme Bøn for Elskovs Sukke viger,
At disse Linier til den min Siel har kier
Maa dog fremkomme. O! min elskede Veninde!
Hvi kan Alcanzor selv ei følges med sit Brev?
Husk om dit Øie ei en uvant Taar lod rinde,
(Min Aand omfavned dig) imens jeg dette skrev?
Er det dig nogen Trøst, da viid, Alcanzor lever,
Men, (Himmel styrk min Pen) han lever ei for dig.
En grum Erindring for mit knuste Sind kun svæver
Om hine Dage, da jeg levede for dig.
Bortfløine glade Tiid! da din Alcanzor hviled
I din den ømme Arm, I Guder, ak hvor froe!
Den vellystdrukne Siel frem af hans Øine smiled,
Du trykked ham til dig, og eet var begge to.
Hvor ofte sang du ei: „Alt hvad som Aande drager,
„Er skabt til Fryd og Ild og Kierlighedens Lyst:
„Selv Havets Borger Deel i Elskovs Sødhed tager,
„Selv Madik i sit Muld forstaaer Naturens Røst.
„Grum Løve brøler ud sin Ild for sin Løvinde,
„For pyntet Mage hist Skovduen bryster sig,
„Den glindsendsoorte Ravn tilbeder sin Ravninde,
„Hiort elsker kielen Hind, og min Alcanzor mig.“
Det var din beste Sang. Men aldrig skal jeg høre
Den søde Stemme meer, ei faae et Favnetag,
Ei meer din ømme Haand op til mit Hierte føre,
At du kan føle, hvor det banker Slag i Slag.
Jeg skal ei mere see vor Palmetakte Hytte,
Ei Arm i Arm med dig de raske Fødder flytte
I blomsterfulde Græs ved Negerpigers Sang.
Ei skal Alcanzor meer et Leie dig berede
Af Løvens Hud, som ved hans Bue fældet var:
Hans ufortrødne Flid ei meer skal dig oplede
De beste Frugter, som balsamisk Skov frembar.
Og føled jeg ei alt i Friheds sidste Dage
At en usynlig Vold anfaldt mit glade Mod?
Mit Hierte var sig selv og dig saa tit til Plage,
Ak! det en Varsel var om hvad os forestod.
Var jeg aleene, strax der spøgte fæle Tanker
Udi min matte Aand; Omsonst jeg søgte Læe
Ved min Zamires Bryst. Paa blomsterfulde Banker
Saae jeg kun Tidseler, det stolte Palmetræe
Udbredede omsonst sin skyggefulde Svale,
Forgieves rislede et svadsigt Kildevæld,
Selv Fuglenes Musik (Naturens Trøstetale)
Blev i mit Øre spildt, og naaede ei min Siel.
Ak! den var lukket mod al Fryd, som om mig spilled,
Høirøstet Echo jeg med Suk kun hilsede;
Uvillig mig en Taar paa Kinden ofte trilled,
Naar du med aaben Favn løb mod mig smilende.
Hvor ofte sagde du: Alcanzor! siig hvad giemmer
Hvad Smerte giemmer dog din pinefulde Barm?
Naturens blide Smiil, din Bue, dig, du glemmer,
Du svælger skiult Forgift selv i Zamires Arm.
Al Verden synes dig at være tom og øde,
Af Sorgers kolde Haand dit Mod er trykket ned,
Dit Øie bliver mat, din Ungdoms Morgenrøde
Forsvinder bag en Skye af tys Elendighed.
Saa taled du min Brud. Men tause Taarer runde
Af kierlig Medynk ned paa dit trofaste Kind.
Hvor gierne vilde jeg, men ak! jeg ikke kunde
Forklare, hvad det var som ængstede mit Sind:
Mit Hierte spurgte selv, hvorfor det leed saa ilde,
Men føled kun paa nye det giennemboret var.
Nu fatter jeg det grandt. Min Skiebne ikkun vilde
Langt borte viise hvad den os i Møde bar.
Du veed hvordan det gik, da du din Elsker misted,
Og jeg en Brud, hvis Tab skal evig martre mig,
Hvordan den hvide Flok som Krokodiller listed
Sig ind udi vor Fred, og rev mig bort fra dig.
Nu er jeg i en Egn, hvor Vintren barsk regierer
Den største Deel af det bedrøvelige Aar.
En kold og gierrig Hvid hvert Øieblik formerer
Med nye Mishandling din Alcanzors grumme Kaar.
Dog hvad? Hvi klager jeg? Da hist i Vestens Egne,
Som Grumhed giødet har med Millioners Blod,
Hvor tusind Miles Svælg forgieves vilde hegne
Omkring Naturens Arv mod frækt guldtørstigt Mod;
Da tusind Brødre der maae under andre Himle
Til Trods for Billighed i Aaget spændte gaae,
Skiønt Staters Pest og Skum i tykke Skarer vrimle
Blant disse Herrer selv, hvis Aag de bære maae.
Og troer Zamire vel, hvad denne Slægt sig kalder,
Den eneste, som Gud behagelig paakalder,
Som ene kiender ham, og ene er ham kier.
Afskyelige Troe! Alcanzors Hierte gruer
For Synet af en Hvid, som for en kammet Snog;
Endog Naturen selv jeg her med Gysen skuer
I al sin beste Pragt, Europa er det dog.
Naar Lysets Konge sig med gylden Stolthed hæver
Af det troløse Hav, som med Europas Skam
Og Laster hæler, mit beklemte Hierte bæver,
Og Skræk og Angest giør, at jeg ei føler ham.
Mildt smiled før min Siel, naar paa fribaaren Isse
Han nedskiød rasende sin Sommertændte Brand,
Hver tu og Frihed var, der var min Lykkes Spidse,
Der greb Besværlighed min Kraft forgieves an.
Med Glæde Sveden randt paa mine sorte Kinder,
Naar Jægerhornet klang, og Hiorten fløi afsted,
Og Spydet hvinede, og hvert et Skrit fandt Hinder
Af Krat og Torne, som jeg kiæmped blodig med.
Jeg loe af Nattens Kuld og Havets kolde Dampe
Naar jeg paa ensomt Dyb udkasted haabriig Krog,
Og Tigre tudede, og Himlens blege Lampe
Fremlokked Udyr, som de stille Bølger slog.
Hvad Møie blev mig besk, naar kun Zamire smiled?
Arbeid var Lyst, naar du omfavnede din Ven,
Og naar jeg ikkun mig i dine Arme hviled
Saa kom min Munterhed, mit Mod og Kraft igien.
Men nu! Nu træller jeg for en tyrannisk Herre,
Og vander med min Sved en Jord, hvor Piner groe,
Jeg maae Zamires Favn, Zamires Trøst undvære,
Ja selv i Nattens Skiød den søde Balsomroe.
Knap daler Solens Guld, og Mørkets sorte Dække
(Et Billed paa min Sorg) udvikler langsomt sig,
Før fæle Angester mit bange Hierte skrække,
Og giøre Hvile selv og Søvn utaalelig.
Snart synes mig at see Zamire bittert græde,
Snart brydes med en Flok, som mig vil føre bort,
Snart synes mig jeg er (o søde Drøm) tilstæde
Udi vor Hytte: Men min Fryd kun varer kort,
Thi strax fremstiller sig det Optrin for mit Hierte
Da jeg blev revet fra min kiere halve Siel
Af vilde Røvere; jeg føler samme Smerte
Som da du raabte mig fra Landet dit Farvel,
Da syg og angestfuld slængt i en Baad og bundet
Jeg saae for sidste Gang mit kiere Land og dig
Og maalløs var af Skræk. Ak! havde jeg da fundet
Blant grumme Bølger en medynksom Grav for mig!
Træt tumles jeg og mat blant slige Nattesyner:
Snart viger Stranden bort, snart jeg kun Hav kan see,
Orkaner suse snart, snart tordner det og lyner,
Snart aabner sig et Svælg, snart naaer jeg Stiernerne.
Saa seer jeg dig igien Zamire! thi du fylder
Min Siel, og skaber hver en Tanke udi mig:
Dit kiere Billed min Indbildningskraft opfylder,
Og Nattens Drømme selv kun pine mig med dig.
Hvor ofte tænker jeg i Søvne dig at favne,
Men faaer kun Spøgelser, kun Skygger i min Arm.
Ak! evig evig skal jeg min Zamire savne
Og nære daglig Sorg i denne plagte Barm:
Dog aldrig glemme dig. Dit kiere Navn skal nævnes,
Saa længe Tungen kan fremføre noget Ord.
Zamire! troe forvist, de Hvides Vold skal hævnes
I hine Egne, der hvor Ret og Frihed boer.