At være glad er det en Kunst,
naar Viin i Glasset blinker,
naar Næsen lugter Punschens Dunst,
og Venne-Samqvem klinker?
Jeg blæser ad den Lystighed,
som ikkun har i Panden Sted,
og kommer ei fra Hjertet!
See Cleon med en Perial,
hvor han er fuld af Løier!
Han bær sig ad som han var gal,
og synger, leer og støier.
Men see ham hjemme i hans Hus,
foruden Selskab, uden Ruus,
og see hvor surt han griner.
Han er saa gnaven og saa tvær,
at han ei nogen lider;
hans Kone ham i Veien er,
af Børnene han bider.
Det er hans sande Karakteer,
naar du ham anderledes seer,
besjeles han af Druen.
Gud hjelpe den, som bruge skal
Proptrækker til sin Glæde,
og hente Fryd i Flasketal
hos Plum i Høibrostræde!
End om en lille Podagra
kom og forbød ham Viin? hvad da?
saa var han jo en Stymper.
Den sande Munterhed, som staaer
urokket selv i Smerte,
den har sin Grundvold indenfor,
i et fornøiet Hjerte.
Det lyse Smiil, som Dydens Søn
i Øiet bærer, er hans Løn
for vel udførte Pligter.
Ham skikker ingen lønlig Braad,
hans Sjel er Fredens Bolig,
fornøiet med sin egen Lod,
ved Næstens Lykke rolig.
Om hver en Ranke Æbler bar
for Viin, han lige lystig var.
det Fortrin har den Vise.
Men derfor skal Man ikke troe,
den Vise Viin fordømmer.
Nei! nei! een Flaske eller to
han selv ret gjerne tømmer.
Hvor glad Man er, saa bør man see
at blive endnu gladere,
det kan jo aldrig skade.