Arrig slog Stærkodder Rynker på Næsen,
da han saae Ingils vellystige Bord.
"Kjeltringer ! hvad er det her for Væsen?"
(Saaledes løde hans truende Ord)
"Er det at leve paa nordisk Maneer?
Ei Kjæmper, men kjælne Sydboer jeg seer."
"Stammer Du ned fra de mægtige Froder,
Du, som har slig en ukongelig Sjel?
Du gjør en god Dag ! Din troløse Moder
lod sig vist krænke i Løn af en Træl.
Mens Sværdene ruste, Stegvenderne gaae,
en ærlig harsk Skinke Man neppe kan faae."
"Med Leires Konning hvo ikke vil rage
i Fugles Indvold, bli’er her ikke mæt.
Helte fra Oldtids ukunstlede Dage
finde her neppe en spiselig Ret.
De Bløde i Sæder, de Feige i Krig,
Kong Ingild ! tiltaffels de helst gaae hos Dig."
Saa taled’ Visins haardknoklede Bane,
Kongers og Voldsmænds og Niddingers Skræk;
det var fra Ungdommen bleven hans Bane,
at være bitter, uhøflig og fræk.
Den pyntede Hofmand Benauelse fik,
af Angest hans Madlyst aldeles forgik.
Hoffspillemanden tog Harpen i Hænder,
haabende dermed at stille hans Harm;
men ham Stærkodder et Stegebeen sender
midt i hans Pande med drabelig Arm.
En sørgelig Ende den Lystighed fik,
der vankede Hylen for Sang og Musik.
Dronningen selv vil med Bægeret prøve,
om ei et Smiil var at lokke af ham,
om denne barske og fnysende Løve
skulde ei kunne ved Viin gjøres tam;
hun rækker ham Skaalen, han slænger den hen,
den Grobjan ! og spilder hver Draabe i den.
Skjønt han nu syntes forhærdet at være,
mod al Fornøielse udenfor Krig,
Tør jeg dog vove min digterske Ære,
om Nogen af Jer vil vædde med mig,
at Punsch havde gjort ham saa mild som en Kat,
naar den i sin Pote en Muus griber fat.
Synet af Klubbens fortrolige Bolle,
Lugten og Dampen, som stiger deraf,
det var alt meer, end han kunde udholde,
om han fik held til at bryde sin grav;
men nipped’ han blot til det rygende Glas,
han bad os ved første Bacants om en Plads.