Saa er det: Tryllesløret falder,
I Sandheds Speil jeg skuer mig,
Forbi er alt min favre Alder,
Min tunge Frugt vil vise sig.
Min Frugt? o sinker den, I Guder!
I de opholdte Blomsters Skjød,
Den kun min Undergang bebuder
Og ak! er kun en ædel Død.
Men jeg vil leve, jeg vil fryde
Mig sødt i Hierte og i Sands,
Til Skiønheds Dyrkelse mig pryde
Med Phantasiens friske Krands.
Bliv, Hiertets Blødhed! som modtager
Hver Glædes flygtige Gestalt,
Og kiærlig nydende, inddrager
Et yndigt Billede af Alt.
Bønhør mig, salige Dione!
Stands Kindens Blomst og Barmens Ild,
At jeg, omsvimlende din Trone,
End Himlen see i Lillas Smiil.
Og du, min Ungdoms Fryd og Ære,
Hvis Bane giennem Himle gaaer,
O Musa! lær mig klog at være
Ved det, som Verden kun forsmaaer,
Med stedse friske Krandse dække
Du selv den nøgne Isse til,
Og ved din Tryllemagt opvække
Af Rynkens Grav det døde Smiil.
Dog du, saa svoer du — du vil blive
Din kaarne Dyrker huld og tro,
Og lig Aurora, tidt oplive
Din gamle Tithon i hans Bo.
Du vil i Ungdoms Æther holde
Min Aand høit over Jord og Tid —
Men Kinderne sig sagte folde
Og Lokken langsomt vorder hvid;
Men Gratien vil Flugten tage
Og Elskov, ak! maae følge dem —
O gid med Kunsten at behage,
End den, at elske, svandt igien!
O Musa! du kan Skiebnen tæmme,
Din Tryllekreds du om mig slaae,
At der i Drøm jeg engang glemme
Hvad da jeg vaagen savne maae.
Schack Staffeldt.
