to love unloved?
this you should pity, rather than despise.
Shakespeare.
Violerne.
Hvi græder du saa saare?
du er saa bleg og mat —
hvi falde paa os dine Taare
som Dug i dybe Nat?
Dine muntre Smiil er’ døde,
slukt er dit Øies Ild —
hvor ere de Roser røde,
som blomstred’ i dit Smiil?
Ferdinand.
Smaa Violer, ak! med Savnets Smerte,
fuld af ængstlig Veemod staaer jeg her —
o! der var en Tid, da Emmas Hierte
baade havde mig og Eder kiær.
Som en Engel kom hun mig imøde,
hulde Smaae, og tog jer af min Haand;
bølgende paa Barmens Snee I døde —
duftende i Kys opgav jer Aand.
Blomst! hvi blev din Lod mig ikke givet,
i Favnen af den skiønne Møe —
saligt at henblomstre Livet,
i eet Flammekys at — døe?
Violerne.
Gud! er din skiønne Pige,
er Emma ikke meer?
eller, har hun dig kunnet svige,
hun, som var dig saa kiær!
Skal vi ei mere smykke
de nøddebrune Haar? —
kan hun ei meer os trykke
til sin Barm i Vaar?
O nei! din Taare brænder —
den taler meer end Ord;
saa har da Dødens kolde Hænder
lagt hende i sorte Jord!
Men, troe vi hende følge —
o! plant’ os hos din Møe,
paa det elskede Muld vi vil bølge,
og dufte og blegne, og døe.
Ferdinand.
Nei! o Nei! — I misforstaae min Smerte,
Emma lever! — blomstrende og kiøn —
kun for mig hun døde — Ei slaaer hendes Hierte
længer for Naturens simple Søn.
Hist til Kongestadens vilde Vrimmel
Smigers Stemme hende trylled’ hen —
under høie Marmor-Sales Himmel
glemte hun Naturen og sin Ven!
Paa den Barm, hvor før I bølged’ Eder,
funkler blændende Demanters Glands;
ak! forgieves nu kun Øiet leder
efter Dalens friske Blomsterkrands.
Blomster! Blomster! Vidner til de Drømme,
hvori Selvbedrag mig dyssed’ ind —
hulde Smaae! lad nu min Taare strømme
ned i Eders Barm fra blege Kind!
blande sig med Himlens milde Draaber,
kysse Mindets Smiil i Eders Favn —
Ak! den, som tabte alt, som intet haaber,
hænger ved Erindringer og Savn!
Violerne.
Sørg ei! — den utroe Pige,
som du begræder her —
den Møe, som kunde svige,
er ingen Taare værd.
O! dæmp din vilde Smerte —
fly Yngling denne Vee,
her brister dit arme Hierte
ved Mindet om din Møe!
Ferdinand.
Nei! lad mig dvæle her, hvor Hiertet finder
blødende sin Fryd i Mindets Væld —
lad mig hvile her, hvor Elskovs-Minder
ved hver Gienstand gløde i min Siel,
lad i Flammephantasi dem om mig svæve,
som i Torden-Natten Lynets Dag;
lad dem brændende mit Væsen dræbe,
knuse Hiertet i sit vilde Slag!
D. Stick.