En Sommerfugl paa Blomstens Blad
I Solens varme Straale sad
Og kiendte ingen Smerte.
O skiønne Blomst! jeg har dig kiær,
Din søde Duft, dit Farveskiær
Jeg elsker ret af Hierte.
Ak! Ak! hvad hielper al min Pragt?
Der er en kold og fiendtlig Magt,
Den maae det Skiønne hade:
Om føie Tid jeg døer, jeg døer,
Og dine Vingers Sølverflor
Forgaaer med mine Blade.
O Bedste! hvad du sagde der,
Det gaaer mig ret saa nær, saa nær,
At jeg det ei kan sige.
Nu bliver jeg paa dette Sted,
Og døer du da, saa døer jeg med,
Med dig, med dig tillige!
Schack Staffeldt.
