Kun GlemmigisseSonnet.Vinterstorme deres Lænker brøde, Nina end tilsmilte modne Høst Diende ved Jordens fulde Bryst,Ak, men begge med hinanden døde.Banged’ jeg, et Haab kom mig imøde, Sov jeg, nærmed’ sig som Drøm til Trøst, Hviskende med liflig Tryllerøst:Gravene, lig svangre Fure, føde. Og da Lærkens Sang velkommen bødUnge Vaar i Furens første Smykke, Saa ved Ninas Høi min Længsel lød: “Slid dig løs fra Gravens svangre Skiød!” —Men af Gravens Skiød kun GlemmigisseSpirede paa nye for mine Blikke.Schack Staffeldt.