Skiebnens Datter, haard som den og kold
Staaende i Hellas’s Tempellunde,
Segnende dig Jordens Sønner fiende
Naar de glemme Maal og Maadehold.
Modende Forvovenhed og Vold,
Vogter du Naturens Baneende:
Heele Folkeslag tilbagebrænde
Med chaotisk Oprør fra dit Skiold.
Dybt, o Nemesis! jeg dig tilbeder,
Aandeverdnens store Ligevægt!
Dig, Uranias og Charis’s Slægt!
Naar Du paa Beundrings Høie leder
I din Tomme Geniernes Færd,
Da den himmelske Dyd og Ynde er.