Blus op til Morgenrøde,
Du Nattens tætte Flor!
Yd paradisisk Grøde,
O vinterfavnte Jord!
Og du, dens Søn, dig pryde
Med blid og herlig Daad,
Af Livets Kilde flyde
Henrykte Engles Graad.
Han var og er Alfader,
Den store Aand, hvis Bliv
Gav Væsners Myriader
Dybt af hans Indre Liv.
Af tvende gyldne Skaaler
Han gyder Lys og Regn
Selv paa Saharas Baaler
Og Semlas Jøkelhegn.
Af tvende Urner gyder
Han Tid og Evighed,
Fryd fra hans Mildhed flyder
Og fra hans Viisdom Fred.
Thi lægge paa hans Alter
Natur som Krands sig hen!
Døe, Liv! bød Sang og Psalter,
Døe! — vaagn hos ham igien!