Vesthavet favner den brændende Dag,
Med Maanen Stiernerne stige,
Det lysner saa tvivlsomt fra natlige Taag.
Med uvis Omrids, ligt Verdenens Vrag,
Rundt aabner sig Skyggernes Rige.
Fra Bølgernes Foster, den taagede Øe,
Som krandses af Elme og Graner,
Henrullende over den dampende Søe,
De Valdhorntoner saa yndigen døe,
Lig Gienlyd af kaldende Maner.
Og Gysen hidaander fra Asp og fra Lind,
Som aldred’ paa Kiæmpernes Høie,
Og Forfædres Aander, i susende Vind
Som Skygger henblæste for Stiernernes Skin,
Fra vildsomme Skyer sig bøie.
Hvor herligen lyner igiennem min Siel
Et Gienglimt af Oldtidens Dage,
Da Styrke var Skiønhedens ædle Træl,
Og Mandemod meere end Gilde og Hæld
I Kongernes glimrende Sale.
Blufærdigheds Rød var i Qvindens Bryst,
Paa Kinden dens Rose sig viste,
Men Manden fulgte sit Fædrelands Røst,
Hans Ære var Retsind og Arbeid hans Lyst,
Kun Daad og Fare han priiste.
Ved Rokken den blussende Frue sad
I Kreds af opblomstrende Tærner,
De spandt og nynned’ et gammeldags Qvad
Til Hæder for hver, som villig og glad
Om Svaghed og Skyldfrihed værner.
Derude paa Marken Høfdingen stod
Og styred’ de aarkende Svende,
Hvad eller med Oldfædres Styrke og Mod
For Frihed og Eie henstrømmed’ sit Blod,
For Fælle, Afkom og Frænde.
Lyksalige Dont med Teen og med Sværd!
Lyksalige Eenfold og Møie!
Thi Glæden ved Blusset blir dobbelt kiær,
Og Livet ved Fare faaer høiere Værd
Paa Kraftens beundrede Høie.
Nu leger Flanen med Teen og med Naal,
Ved Siden Skrantingen piber,
Gift suger han ind af den malede Skaal,
Og aldrig meere det rustende Staal,
Kun den glatte Tunge han sliber.
Hun træder ærgierrig, skarpt skuende frem
Af Huusets rolige Skygge,
Han vimser, saa nydelig og saa nem,
Paa Torvet de sig et forræderiskt Hiem
Af tankeløs Tidsfordriv bygge.
Og Flanen er uden Blidhed og Blu,
Og Manden en Qvinde er vorden,
Da hun fræk prunked’ med mandig Hu,
Blev han til en Krympling saa smidig og snu,
Mod Tingenes ældgamle Orden.
Og Huusligheds blide Gudinde undveeg
Fra Arnens forladte Lue;
Da Livet var blevet til Gilde og Leeg,
Af Asken et gabende Spøgelse steeg,
Som Arnens bestyrende Frue.
Det er den huule Kiedsommelighed
Som martrer de Kræsne og Lade,
Hun hænger sig blytung ved Lediggangs Fied,
Afmægtige Blødling, af Nydelser kied,
Hun tvinger selv Livet at hade.
Paa Themsens Bredde ved Midienat
Hun kalder til sortnende Bølger.
See hisset en Yngling, af Lediggang mat,
Af alle vanærede Glæder forladt —
I Dybet han stirrer og følger.
Lyksalige Dont med Teen og med Sværd!
Lyksalige Eenfold og Møie!
Thi Glæden ved Blusset blir dobbelt kiær,
Og Livet i Faren faaer høiere Værd
Paa Kraftens henhvælvede Høie.