Gierne jeg lider Italiens Søn, skiøndt Rygtet ham revser
Og man taler om ham som om en Oger han var;
Dantes Paradis beboet af Miltonsske Dievle,
Saaledes kalder Boufflers, troer jeg, det yndige Land.
Naar jeg om Vinteren foer ved Ovnens fortroelige Lue,
Hvor den attraa’de Gru kildrer selv mandige Siel,
Mellem Spøgelsesagn og blodige Røverromaner
Hørte begierlig til, hvergang en klogere Mand
Om Scorpioner og Gift samt fæle Banditer fortalte,
Hvilke det skiønneste Land end til det farligste giør,
Ikke lettroende da den gamle Fordom jeg hylded’,
Tvertimod, i min Barm følte jeg Trækfuglens Drift.
Seenere kom jeg og saae, at meget var kun overdrevet,
Noget aldeles falskt, andet med Nytte i Pagt.
Himlen bevare mig for at forsvare de Sydliges Trædskhed,
Men et snedigt Bedrag synes dem Klogeres Ret;
Mindre endnu jeg vil en Krands om Dolkene flette,
Men de droges og her blotted’ ei Themis sit Sværd.
Sieldnere end hos os, jeg hørte paa Torvet, i Havnen,
Skieldsord, Banden og Kiv, ingen Beruset jeg saae,
Thi hvor man ei tør haabe ustraffet en anden at krænke,
Varsom handler enhver, Samlivet vorder saa fiint
Selv i de Ringeres Kreds, at de vilde synes Signori,
Røbtes de ikke ved Dragt, Arbeid og bruunt Colorit.
Stedse prisede jeg det daglige Livs Ornamenter,
Stedse elskede jeg Urbaniteten, som snoer
Saaledes samlende Ynde og Styrke i Pagt:
Thi kun Palmerne vinder hvo dorisk Diærvhed forener
Med den attiske Smag samt den corinthiske Pragt. —
Lad er Rommernes Afkom, javist! men hvi skal det trælle
Da den gode Natur driftig arbeider for dem?
Lader os andre, som hun saa rundelig ikke betænkte,
Dog ei rose hvad kun tvungen Nødvendighed er,
Og ei glemme, at nærmere Solgudens blussende Arne
Ikke at tale om, at Arbeid er Overdaads Foster,
Medens Nøisomhed Hvilens Veninde tidt er.
Endelig, hvad man stedse og uden Betænkning gientager
Om Opløsningen af Sæders indviede Baand,
Og den spartanske Skik af fælles og byttede Qvinder,
Da er Dadlen tildeels vrang og Uvidenheds Værk.
Gierne troer jeg, at naar en ærbar Fremmed indtræder
I Theatret, hvor sex Rader af Loger rundt gaae,
Han med Forargelse seer et elskende Par i hver Loge,
Som om det store Rum ikkun et Hækkebuur var:
Men naar han nu paa nordboeviis om Forførelse taler,
Og om Opdragelsens Søvn, visselig tager han feil.
Døttre opdrages i Klostre af Livet forædlende Nonner,
Og som Hestias Ild vogtes Italiens Møe;
Svøbt i bølgende Slør og under Matronens Øie,
Blufærdig samlet i sig, træder hun offentlig frem;
Aldrig med ham hun i Dands svimlende dreier sig om.
Overalt er det vist, at Skinnet hver Fremmed bedrager,
Hvis han betænker ei, at i det heedere Land
Livet raskere er, at hisset Begyndelsen viser
Sig som Fuldendelsen her, Attraae som Nydelse selv.
Derfor synes Løsagtighed hvad ikkun er Ømhed,
Som lig Sommerens Sol almeen udstraaler sit Smiil.
Galanterie er ikke usædelig, tvertimod pryded’
Den hos de ædlere Folk Samlivets inderste Kreds.
Grækerne fletted’ den ei i deres mangfoldige Krandse,
I deres Poesie ofte vi savne dens Blomst.
Lader mig tie om alt hvad Ynglingens Dannelse vinder
Ved den tidlige Drifts Standsning i fiinere Form,
Ved det nærmere Liv med hierteadlydende Qvinder,
Hvor den salige Kunst, dem at behage, bær Priis:
Thi ei visner hans Blomst i kiøbte Hetærers Omfavnen,
Ei han sin ufødte Slægt jorder i ufrugtbart Skiød,
Ikke han frygter Erinnen, som lurer bag Cypria’s Alter,
Straffende den som frembar Værmen i ureene Kar. — —
Nu da i Forsvar jeg har Italienerne taget,
Lader til Slutning mig end noget anføre til Roes.
Meer under Hiertets Bud end vrange Menings Bestyren,
Hører han dybt i sig selv Menneskets sikkerste Lov,
Og hans Indre er ligt en Harpe med tusinde Strænge,
Hvor en Tonerad risler blant Strængene hen,
Selv en nænsom Berøren aflokker dem elskede Toner,
Saa at hver Livsmelodie blød og mangfoldig opstaaer.
Alt det Skiønne han dyrker, see! svedende under sin Byrde
Skotter Lastdrageren tidt hen til et Kunstmonument,
Og naar Billingtøns Røst den skiønne Verden fortryller,
Naar i Logerne selv Elskendes Kurren holdt op,
Staaer han i lave Parterre og trylles saa godt som den Rige,
Medens den karske Last udenfor venter paa ham,
Og skiøndt han skiøre Skiærv paa Musernes Alter henlagde,
Synger paa Hiemveien han Billingtøns mindede Sang.
Have I ikke hørt, at Haarlokkens Kunstner uddeler
Tassos romantiske Digt ud i den lyttende Nat?
O hvor mangt et Hierte, som dulgtes under en Kittel,
Slog for Erminia, slog, o Chlorinda! for dig!
Lig Orangerne, groe de fiine, ædlere, Kiendsler
Hist af sig selv, mens her Drivehuusvæxter de er,
Thi for den nærmere Sol hvert Hierte sig yppigt udfolder,
Meer og høiere Liv svulmer i Daad og i Lyst.
Skabende, himmelske Ild, som styrer Aarets Omvæltning!
Sandsens ypperste Gud! Glimt af det evige Liv!
Rul ei saa fiernt fra os bag Storme og Nætter af Skyer!
Smelt den Himmel af Blye Vinteren hvælver om os!
See! som den ømmeste Elsker i fiern Adskillelse sørger,
Og til sukkende Mund trykker de malede Træk,
Saaledes stirre vi hen paa Arnens Lue, dit Billed,
Saa, Aelskede! vi længes og sørge for dig.
Kom i din Herlighed, kom med alt dit romantiske Følge!
Giv os Orangernes Guld, Druernes Purpur os giv!
Da skal tillige hvert Hierte italisk for Skiønheden brænde,
Ynde, Glæde og Smag smelte det nordiske Liv.