Aldrig jeg bortødsl’ Harpens Klang,
Thi jeg kiender alt hvad Jorden pryder,
Hvad Naturen blind frivilligt yder,
Kunstens Medgift og Fornuftens Tvang.
Bækken lig, som med ustandset Trang
Af Naturens Urne sig udgyder,
Hist blant Stierner, her blant Roser flyder,
Brast af Hiertet Sangerindens Sang.
Stands, o stands i Flugten! Synligt Mæle,
I Porphyrens gyldne Aar du dvæle,
Aldrig slettet ud ved Tidens Haand.
Men forgæves! lig en løsnet Aand,
Sangen ned til Lethes Bredder stræber,
Levende paa Sapphos Ekkolæber.