Naar Vinteren rinder i Grøft og i Grav,
og Rugens de krøllede Blade
sig ranker i Solen, som spejles i Hav,
jeg griber med Længsel, jeg ved knap deraf,
min Hakke, min Skovl og min Spade.
Jeg hvæsser paa Stenen den rustnede Æg
og retter den bøjede Plade,
saa springer jeg uden for Mur og for Væg,
hvor Marken har Klumper og Mosen har Klæg,
med min Hakke, min Skovl og min Spade.
Jeg lytter til Vaarens det syngende Kor,
til Lærken den jublende glade,
vi kender hinanden fra Somren ifjor,
den kvidrer, jeg grøfter og graver min Jord
med min Hakke, min Skovl og min Spade.
Naar Solen gaar ned i et luende Baal
bag Lyng-Hedens vidtstrakte Flade,
jeg retter min Ryg, og jeg skimter et Maal,
da blaaner og blinker det blankslidte Staal
i min Hakke, min Skovl og min Spade.