Johan Skjoldborg (1861–1936)

Skjoldborg, Johan Martinus, 1861–1936, Forfatter. Født 27. April 1861 i Skippergade, Øsløs Sogn, Vester Han Herred, død 22. Februar 1936 i Aalborg, begravet i Løgstør. Forældre: Husmand, Skomager Niels Christian Hansen (Skjoldborg) (1827–99) og Sidsel Kirstine Thomasdatter (1822–92). Navneforandring fra Nielsen 6. April 1901. Gift 1° 7. September 1883 i Kollerup, Vester Han Herred, med Mariana Dorthea Nielsen, født 19. August 1835 i Nørre Kirkeby, død 8. Juni 1900 i Koldmose, Tranum Sogn, Datter af Lærer Hans Jørgen Cannevald Nielsen (1808–72) og Magdalene Kirstine Fog (1806–86). 2° 26. April 1902 i Beder med Louise Eleonore Christiane Abenth, født 11. Januar 1873 paa Frederiksberg, død 6. Januar 1942 i Løgstør, Datter af Arbejdsmand, Murer Christian Nicolai Abenth (1845–95) og Christence Knudsen (1849–93).

Allerede som Barn gjorde Skjoldborg Tjeneste paa Gaardene ved forskelligt Landarbejde for at bidrage til det fattige Hjems Indtægter, og efter sin Konfirmation kom han 1875 i Handelslære i Nibe, men maatte to Aar senere give op paa Grund af en Fodlidelse. Hos velhavende Folk paa Egnen tegnede den foretagsomme Yngling nu en »Aktiekapital« i sin egen Fremtid og fik derved Midler til at begynde Læsningen paa Ranum Statsseminarium 1878. Herfra dimitteredes han 1881 og blev efter et Par korte Vikariater Hjælpelærer i Kollerup, Vester Han Herred. 1889 ansattes han som Enelærer ved Koldmose Skole i Tranum Sogn, Øster Han Herred; her blev han til 1902, da han opgav Embedet og forlod den barske, afsides Egn ved Jammerbugten for helt at hellige sig Forfatter- og Foredragsvirksomhed. I nogle Aar boede han forskellige Steder, i København, i Aarhus, i Beder ved Odder, men købte 1908 Halvøen Dynæs med det gamle Borgsted i Julsø over for Himmelbjerget; her boede han til 1915, de sidste Aar kæmpende med økonomiske Vanskeligheder, der til Slut tvang ham bort. Et Par Aar var han knyttet til Kærehave Husmandsskole ved Ringsted og flyttede derefter ind i den Æresbolig, som danske Husmænd havde bygget til ham paa Løgstør Bakke, hvor han boede til sin Død. Et uroligt Rejseliv prægede hans personlige Tilværelse; ustandseligt var han paa Farten Landet rundt som Taler ved folkelige Møder; for det Ancker’ske Legat rejste han 1928 i Tyskland og Italien; han var 1910–11 paa Foredragsturne i Amerika, indbudt af de danske Foreninger; endelig talte han i Skandinavien og Finland om den danske Husmandsbevægelse. Naar han saa ofte tyede til den korte episke Form, skyldtes det ikke alene hans Evne for den isolerede Situationsskildring, men ogsaa dette farende Livs Udstykning af Arbejdstiden.

En rig Udvikling havde Skjoldborg oplevet gennem sin lykkelige Barndom under Paavirkning af den stille, hjertelige Moder og den begavede, selvstændige Fader, til hvem han hele sit Liv igennem vendte tilbage i taknemlig og beundrende Omtale. Ogsaa en dygtig Landsbylærer fik Betydning for ham, og efter Aarene i Ranum, hvor især Historielæreren, Teologen A. S. Levinsen fængslede ham, fortsatte han som ung Lærer paa egen Haand sin Uddannelse gennem en omfattende Læsning, navnlig Skønlitteratur og Historie; 1897–99 studerede han dansk Litteratur og Sprog ved Statens Lærerhøjskole. Som Lærer for Børnene fulgte han de Grundtvig-Kold’ske Skoleideer i en livfuld og ganske usystematisk Undervisning, som en Tid bragte ham i Misforhold til Myndighederne og de gammeldags Klitboere, men vandt ham Børnenes Hengivenhed og ved de smukke Resultater ogsaa omsider overbeviste Forældrene og Tilsynet. Han kastede sig ud i et mangfoldigt folkekulturelt Arbejde, der omfattede almindelig Oplysning, politisk Vækkelse, Afholdssag, Fredssag, Plantningssag o. s. v., og en særlig fortjenstfuld Indsats gjorde han ved paa Nationalmuseets Vegne at foranledige en fra Bøndernes Side frivillig Fredning af flere Hundrede Gravhøje i hele Landet Nord for Limfjorden.

Ud fra sin egen Afstamning og sit nære Samliv med Befolkningen i Koldmose var hans Følelse tidligt vakt for Husmændene, der endnu manglede fuld politisk Ret og fortjent social Placering, og da Digterplanerne lidt efter lidt tog Form for ham som et Kald, blev disse Mennesker og deres Liv nærliggende Motiver for hans første litterære Forsøg. 1886 debuterede han i »Folkets Almanak« med Fortællingen »Et Endeligt«, endnu stærkt paavirket af Skolelærerlitteraturens Forbilleder; han indsaa selv dens kunstneriske Brist og holdt sig tilbage i seks Aar, inden han atter, 1893, vovede sig frem med Fortællingsamlingen »I Skyggen«, der viste større Sikkerhed, men dog kun svagt røbede det Talent, som først med Romanen »En Stridsmand« (1896) slog afgørende igennem. 1899 fulgte »Kragehuset«, igen en Husmandsskildring af høj kunstnerisk Rang. I »En Stridsmand«, der indledes med den stærke Programsang »Du Husmand, som ørker den stridige Jord«, fortælles om en Slider fra Klithusmændenes yderste Forpostfront, en af Pionererne paa Danmarks Prærieland, kun optaget af de materielle Fornødenheder; i »Kragehuset« tages den samme Type op, men her stillet i Modsætning til næste Slægtled, der har lagt Vejen om ad Højskolen og faaet Sindet aabnet for de aandelige Værdier, der lader sig udmønte trods de slidsomme og trange Kaar. De to ypperlige Bøger bragte Husmændenes sociale Problem frem i den offentlige Debat og bidrog overordentlig til hele Standens Rejsning og Samling; med Rette fik Skjoldborg Navnet »Husmændenes Digter«, først brugt af Politikeren Vilhelm Lassen. Det blev en anden fattig og forskudt Befolkning, Herregaardenes Lønarbejdere, Skjoldborg viede sin næste større Bog, Romanen »Gyldholm« (1902), hvortil han forklædt som Daglejer havde gjort Studier paa en Herregaard ved Odder; den vakte enorm Opmærksomhed, bl. a. ved sine krasse naturalistiske Skildringer, men rejste ogsaa en almindelig Medfølelse med de usselt stillede Mennesker, hvorved Betingelserne for en Reformering af deres Levekaar fremmedes. Denne Bog, der kunstnerisk hører til Skjoldborgs bedste, fortsattes senere, 1912, med »Per Holt«, der dog hverken digterisk eller agitatorisk kommer paa Siden af »Gyldholm«.

Fra disse socialt betonede Forhold vendte Skjoldborg sig nu til andre Omraader. Hans Ungdoms Tilknytning til den grundtvigske Bevægelse, der under Paavirkning af »Det moderne Gennembrud«s Aand og Socialismen havde løsnet sig, er Forudsætningen for Storbonderomanen »Bjærregaarden« (1904), hvori han søger at finde Fællesnævneren for Urgrundtvigianismen, Andelsbevægelsens materielt-økonomiske Islæt og det aandsradikale »Fritænkeri«; han sætter de generationsbestemte Modsætninger i det folkelige Kulturliv op mod hinanden, personificerede i den gamle Bedstefader, hvis Livssyn er aandeligt bestemt fra de første Vækkelsens Tider, den midaldrende Søn, der har afbalanceret det aandelige med det materielle, en Foregangsmand i Landbrug og Andelsvæsen, politisk indflydelsesrig, og den unge Sønnesøn, der er grebet af »den frie Tanke« og alt dens Tilbehør. Ingen af de tre Aandsformer kan efter Skjoldborgs Mening forkastes; der er Værdier i dem alle. Den samme udlignende Tanke tog han siden op paa ny i det smukke Skuespil »Slægten« (1925), et livsklogt og magtfuldt Kulturbillede, der giver det fyldigste Udtryk for hans omfattende humanistiske Syn og hans instinktive Positivisme, hvis eneste Vurderingsgrundlag er det Element af menneskelig Ægthed, som de forskellige Aandsformer og Kulturretninger har fælles.

Det næste Højdepunkt i Skjoldborgs Digtning betegnes med Romanen »Nye Mænd« (1917). Her vender han sig delvis mod den Udvikling, han selv har været med til at fremme, idet han peger paa Faren ved det udadvendte Liv i Organisation og anden Offentlighed, hvorved det egentlige Livsfundament, Hjem og Familieliv, forskydes; Sindets naturlige Liv og Personlighedens frodige Vækst visner og forkrøbler, og de »nye Mænd« er dem, der søger tilbage til Hjemmets Fred og Lunhed. Svagere i idealistisk Tendens er den noget virkelighedsfjerne frireligiøse Forkyndelse i »Præsten i Løgum« (I-II, 1921–22), hvis humane Fromhedstone tangerer det sødladne i Modsætning til beslægtede Glimt rundt om i Skjoldborgs talrige Smaafortællinger, der er samlede under Titler som »Almue« (1900), »Ensomme Folk« (1909), »Himmerlandsbroen« (1913), »Skyer og Solglimt« (1923), »Mulm og Gry« (1927) og flere andre. I disse mindre Arbejder fejrer hans kunstneriske Evne og dybe Menneskekundskab sande Triumfer, der dog blandes op med mere ordinære Ting. Blandt hans større Fortællinger maa især nævnes den vemodige Kærlighedshistorie »Sara« (1906) med det uovertrufne Indlednings- kapitel om de voksne Husmandsbørns Besøg hos Forældrene paa en Skiftedag, den friske Sømandsskildring »Søfuglen« (1908) og den medfølende og dybt forstaaende »Lene« (1928) med Beretningen om en overset Kvindes Ulykke og Redning. Foruden »Slægten« foreligger Skuespillene »Ideale Magter« (1911) og »Mikkel Larsens Drenge« (1914), begge virkningsfulde Folkekomedier, populære ogsaa som Film og Hørespil, men uden dybere Værdi. I »Dynæs Digte« (1915) samlede han sine Digte og Sange, af hvilke adskillige nyder stor og fortjent Yndest i folkelige Kredse, fremfor alle »Min Hakke, min Skovl og min Spade«, der med Johannes Torrilds Melodi er blevet Husmændenes uforgængelige Opsang. Et Udvalg af hans Artikler og Taler er bevaret i »Udmarksfolkene«(1912); særskilt udsendte han 1920 det originale og dybsindige Foredrag »Arbejdets Personlighedsværdi«.

Som Folketaler var Skjoldborg en af Tidens ejendommeligste og mest fængslende, trods sit uegnede Organ i Stand til at holde en tusindtallig Forsamling fangen; med stor oratorisk Kunst vekslede han mellem en lyrisk, højstemt Patos og en fortrolig, folkelig Humor, der gennem genialt udformede eller umiddelbart oplevede Eksempler fra Dagligdagens Liv gjorde Begreber og Tankebaner lettilgængelige for alle.

Inden for den sociale Digtning indtager Skjoldborg en Særstilling ved sit lyse Livssyn, der afholder ham fra at tegne sort i sort. Vel har han skildret Fattigdom og Nød i Sandhedens Farver, men altid samtidigt hævdet, at Menneskesindet er rigt nok til at gøre sig uafhængigt af de materielle Kaar; de virkelig store Oplevelser i et Menneskes Liv betinges ikke af ydre Omstændigheder og bliver derfor ogsaa alle til Del. Til denne Overbevisning naaede han efter at have gjort alle Tidens »Bevægelser« med, den grundtvigsk-kristelige Humanisme, den politiske Liberalisme, den lyrisk-idealistiske Anarkisme, den litterære Radikalisme, den revolutionære Socialisme; han endte som Talsmand for Almuens paa een Gang traditionstro og fornemt tolerante Livssyn, der tydeligst kommer til Orde i de smukke, følsomme Erindringer, han paa sine gamle Dage nedskrev og udgav under Titlen »Min Mindebog« (1934–35). Blandt moderne Bondelivsskildrere er han maaske den, der har Sindet renest stemt med de Mennesker, den Aand og det Milieu, han skildrede, tolkede og beskrev, og som Kunstner og Stilist er han i allerforreste Række. Hans Betydning gaar langt ud over Samtiden gennem den Kulturindsats, han har gjort, hvorved et sundt Frisind og en rummelig Livsfølelse har faaet Hjemstavnsret i Befolkningskredse, der ellers let kunde være erobret af Ensidighed og Snæversyn; uden ham vilde den danske Husmandsbevægelse være blevet en nødtørftig social-økonomisk Rejsning, men paavirket af hans Kunst og hans friske, naturlige Tanker fik den det aandskulturelle Præg, der har gjort den til den smukkeste folkelige Frigørelsesproces i dette Aarhundredes Danmark.