I
Nu staar jeg her, hvor jeg saa ofte stod,
ved Laven grønne Landingssted,
hvis Bolværk Hjulsø skvulper mod . . .
Der ligger Dynæs!
Endnu det i mit Hoved tumler,
Ekspres-Spektaklet, Hjul, der rumler
evindeligt svabakki — bakki — bakki,
og jeg har Støv og Lugt af Kul i mine Klæder,
i Sind de døde Pletter, Rejse-Rusten æder ...
Hvad har jeg med til Hjemmets stille Kyst?
Min Længsel, ak, kun den jeg har,
kun denne Sugen i mit Bryst,
Dynæs!
Min Baad den ligger klar, og rask ombord jeg springer;
jeg hastig hejser Sejl og Hatten svinger.
II
Min Baad mig bærer over dybe Vande,
som Fuglen af sin Vinge løftes
igennem den høje Luft,
hen, bort fra Verdens Larm mod stille Strande,
saa blidt, som Græssets Straa af Vinden vugges
i dunkle, urtidsfjærne Drømme
ved Hjulsøens stille Bred,
hvor det af Bølgestænk paa Dynæs dugges.
Naar blev jeg saadan, let og fri for Sorgen
og Døgnets tunge Skygger baaret
som gennem en hellig Luft?
Det var i Barnetidens skønne Morgen.
Min Baad herefter Moders Navn skal bære,
fordi du bar mig ved dit Hjærte
og siden i Kærlighed,
min lille gode, elskte Moder kære.
III
Du var en lille, stille Kvinde
med Hvergarnskjole paa,
og over Haaret Sirtseshuen
saa smukt om Panden laa.
I vore to smaa, pæne Stuer
du færdedes omkring;
dit Virke øved du saa stille,
som var det ingenting.
Du satte dig om Dagen trolig
til Vindvet hen at sy;
i Kone-Selskab kom du aldrig
og aldrig fjærnt af By.
De mange smaa og store Skibe,
du saa bag Fjordens Strand,
saa æventyrlig svandt derude
ved Mors og Himmerland.
De hvide Sejl du langsomt fulgte
med Længslen i dit Bryst
og drømte om en ukendt, herlig,
vidunderdejlig Kyst.
Naar jeg kom hjem, jeg saa bag Ruden,
du sad i Bænkekrog
saa stille for dig selv og læste
den gamle Salmebog.
Du løfted, kære Mor, dit Øje
og stirred over Jord,
hvor nu omkring i vide Verden
vel dine Sønner for.
Saa folded du, min gode Moder,
der hvor du sad i Løn,
de knokkeltørre, kære Hænder
og bad saa fast en Bøn.
Og dine dybe, rene Øjne
jeg glemmer heller ej.
De siden leded mig og lyste
som Stjærner paa min Vej.
Ak Mor, hvad er vel Sønnens Sange?
Kun Blomster paa din Grav.
Men Kærligheden i mit Hjærte,
den blomstrer aldrig af.
IV
Min Far, min frie, stolte Far,
der bar saa højt din Pande
op over Mængdens jævne Med
og Tidens stride Vande,
fordi du havde i dig selv
saa fri og glad og høj en Sjæl,
der løfted dig mod Himlen.
Du aabnede din Hyttedør
for —ismer og for —aner,
for Præster, Rigsdagsmænd saavel
som Landevejs-Kumpaner;
de var dig alle lige kær,
naar ved vort Bord de sad dig nær
og Skæmt med Alvor skifted.
Da gik din Tale stundom dybt,
og var den mørk til Tykke,
du hented dog til Lyset op
saa mangt et ædelt Smykke,
og af din rige, lyse Aand
du strøede med saa rund en Haand
dit Guld til alle Sider.
Til Tider var din Tale hvas,
i Hjærtets Flamme hærdet;
da skar den gennem Lavsinds Værk
saa kæk og uforfærdet.
Du en usynlig Krone bar;
man følte straks hos dig, du var
en Konge i en Hytte.
V
Se, de har Flaget hejst, de ved, jeg kommer;
saa festligt vajer det og vinker
højt over Hjemmets Tag ...
Aa, hvad i Verden er som Dynæs Sommer!
Det gamle Æbletræ har lyst sin Krone
med foraars-skære Blomster smykket,
og oppe fra Kuplens Top
ud til mig klinger Droslens klare Tone,
mens Baaden over Bølgekamme skrider,
som Buen over spændte Strenge,
og Søernes friske Sus
i Sommertoner stryger Stævnens Sider.
Det ogsaa festligt i mit Hjærte synger;
ti under høje Popler ser jeg
mit lille, mit hvide Hus,
hvor Roser tæt sig op ad Muren slynger.
De blanke Ruder gennem Løvet smiler
med Solskinsblink og Velkomsthilsen;
og gennem den aabne Dør
min lille Edith ned mod Broen iler.
VI
Bølgerne nynner ved grønklædte Strand.
Her har jeg drømt og har leget i Græsset,
leget med Edith der ude paa Næsset.
Grønklædte Strand!
Bølgerne nynner ved grønklædte Strand.
Her har vi siddet de Tusinde Gange,
lyttet til Søens og Fuglenes Sange.
Grønklædte Strand!
Bølgerne nynner ved grønklædte Strand.
Her har de yndigste Blomster vi plukket,
her har vi Sommerens Sol-Glæde drukket.
Grønklædte Strand!