Solen staar lysende op bag Hayasdans østlige Bjærge.
Favner først Tindernes Sne, der rødmer som Roser i Flor.
Sænker sit flammende Blik, langs Klippernes golde Sider,
ned imod Dalenes Skød, mod Engenes grønklædte Jord.
Ak, hvi forlod den i Gry sit Leje blandt kølige Bølger!
Der, hvor kun Rædselen bor, er Lyset en Rædsel mer.
Dagningens straalende Drot, i natlige Taager du hylle
Glansen, som blotter vor Nød og røber de tusinde Vér!
Er det vel Riget, som Haig ved Kraft og ved Visdom har stiftet,
Landet, hvor Sandhedens Lys af Herrens Apostel blev tændt!
Hvor er dets fredlyste Hjem, og hvor er dets blomstrende Steder?
Ak, de er sunkne i Grus, de er alle lagt øde og brændt!
Dalene ryger af Blod, hvis Strømme vel mægted at fylde
Agthamar-Søens Dyb med Bølger i rødeste Brand.
Blod af armeniske Mænd, af Kvinder og diende spæde
skyller som Floder i Vaar henover det hærgede Land.
Mærket med Lig er den Vej, Tataren har traadt gennem Landet.
Hayasdans Jord har de skjult — mangfoldigt, som ofte man ser
Vildgaasens talløse Flok om Høsten paa Erzerums Slette
dække hver Fodsbred af Grund med rosenrødt farvede Fjer.
— — —
Timur Lengs Horder har naat en Landsby, skjult mellem Bjærge.
Bort fra sin elskedes Lig, fra plyndret og brændende Hus
flygter en Kvinde i Gry til Skoven paa Højdernes Side —
skjuler sig dybt under Løv. Der risler en Kilde af Grus.
Sværdet, hun støtter sig ved, er vristet af Husbondens højre.
Aldrig dets hellige Staal skal svinges af vantros Haand!
Drengen, som skjuler i Graad sit Ansigt mod Moderens Skulder,
er hendes eneste Barn, saa smækker som Ungpilens Vaand.
Skovkilden risler sit Nyn og vugger den Lille i Slummer.
„Sov, du min Stjærne, min Blomst! Ja, sov dig fra Jammer og Graad!”
Selv imod Husbondens Sværd hun støtter sin blytunge Pande,
finder for Smærten ej Ro, for Sorgen ej levende Raad. — —
Solen gaar lysende frem over Hayasdans Sletter og Dale.
Sænker sig alt imod Vest. Da spejder hun, hvid som et Lig.
Flygtninge spreder sig vildt blandt Skovens dæmrende Skygger,
fulgt af en larmende Flok, af Tatarer med hujende Skrig.
Drengen slaar Øjnene op. Han skriger, forvildet af Rædsel.
Moderen presser i Hast sin Haand om den barnlige Mund.
Ak, men den klagende Lyd har truffet en Krigers Øre —
røbet den skælvendes Skjul . . . Han staar der i selvsamme Stund.
Endnu et Øjeblik — — Og Tatarens graadige Hænder
griber alt voldelig fat . . . Han ler ad sin dødblege Fangst,
Kvinden, hvis Husbond og Værn er dræbt ved den søndrede Arne,
Kvinden, hvis eneste Søn er Barn — og kun jamrer af Angst!
Endnu et Øjeblik — — Hvad gløder saa dunkelt i Græsset?
Er det den straalende Blomst, man „Kildernes Blod” har kaldt —
Liljen, som Purpuret rød, der gror, hvor Vandstrømme risler?
Nej, det er Voldsmandens Blod. For Husbondens Klinge han faldt.
Rallende styrter han om — og kalder en Hævnerflok sammen.
Moderen slider sig løs af Drengens favnende Arm:
„Slip mig, mit Hjærte, min Skat! Din Mor er Vildtet, som jages!
Bed dem at skaane dit Liv 1 Dig gælder jo ej deres Harm!”
Skaane hans Liv .., Men hvortil ? Naar længst hun er glemt under Mulde,
skal hendes enbaarne Søn, den Glæde for Husbondens Sjæl,
hværvet i Tamerlans Hær og under Tatarernes Banner,
hærge og skænde blandt dem, som tramped hans Fader med Hæl!
Hastige Kys over Kys . . . Hvad luer saa dunkelt i Græsset?
Ikke den straalende Blomst, den Lilje med Purpurets Glød —
Blod af det barnlige Bryst, som Faderens Klinge har truffet. . .
Aldrig har renere Blomst dog farvet en Skovbund rød!
„Sov nu, min Stjærne, min Skat! Ja, sov ved den syngende Kilde!
Sov dig fra Jammer og Graad! Nu vækkes du aldrig mer!”
Selv i det vildeste Løb hun iler langs Højdernes Side,
jagende hidsigt forfulgt af Tatarerne — flere og fler!
Yderst, hvor Bjærgkammen brat maa vige for Afgrundens Dybder,
stanser hun Flugten og staar mod Himlen, rolig og rank.
Hæver sin blottede Arm og tegner, de Vantro til Vidne,
Korset, det hellige Kors, mod Hvælvingen lysende blank.
Korset, det frelsende Kors, den Havn for skibbrudne Sjæle!
Korset, det sejrende Kors, som Dødsfjenden fælded og bandt,
planter hun højt paa den Grav, hvor skjult hun skal hvile til Dommen.
Drager om Panden sit Haar — og springer fra Klippernes Kant.
Fjenden, som stormer derop, vil aldrig den flygtende fange!
Ser kun et sønderbrudt Lig, der tumles mod Afgrundens Skød . . .
— Solen gaar luende ned bag Hayasdans vestlige Bjærge,
slukker i Bølgernes Graad, i Bølgernes Taarer sin Glød . . .