To af Tusinder . .
(Fra en lille armensk Landsby).
(Fra en lille armensk Landsby).
Vi er to Børn fra Byen hist paa Sletten.
Den havde mange Huse — hele tretten!
Og et var vort. Dèr sad vi glade sammen!
Om Somren lyste Sol, om Vintren Arneflammen.
Nu er der ingen Huse mer paa Sletten . . .
For Tyrken brændte dem — han har jo Retten.
Vor Far laa strakt paa Gulvet, blodig kvæstet,
en Tyrk slog løs paa Mor med Sabelfæstet —
Og da hun faldt til Jorden, halvt bedøvet,
han slæbte hende efter sig i Støvet — —
Saa stak de Ild . . . Vi saa vor Stue brænde.
Os jog de bort: „Stik af til Verdens Ende!”
Saa løb vi — løb . . . — Langs Vejen falder Løvet.
Der staar smaa røde Spor bag os i Støvet . . .
Hvor skal vi finde frem til Verdens Ende!
Hagòb har spurgt saa tidt, hvor Mor er henne.
Han fryser, og han sulter . . . Han er lille!
Og Mørket falder paa — det er vist silde.
Jeg tror, jeg sætter mig. Saa slaar jeg Armen
omkring Hagòb — det holder lidt paa Varmen!
Nu sover han . . . Der er saa koldt herude!
Fra Marken kan jeg høre Ulven tude.
Jeg vilde gerne sove — for at glemme . . .
Og drømme, at vi sad endnu derhjemme!
Hagòb bli’r kold som Sne paa sine Kinder . . .
Nu sover jeg — — Mon ikke Gud os finder —
Og bærer os med sig til Verdens Ende —
og siger os, hvor lille Mor er henne . . .