Livet var som en Drøm:
vi gik over Kløverengen . . .
Græsset dansed om Kjolens Søm,
og Græshoppen filed paa Strængen.
Traadte vi Blomster ned?
Jeg tror det ikke!
Vi undte dem alle at staa i Fred,
hemmelig-sødt at tales ved
og Sol og Dugg at drikke.
Hørte vi Lærken slaa?
Jeg ved det ikke!
Skærme dig Gud, du Lærke graa!
Vi havde saa meget at agte paa
dybt i hinandens Blikke!
Hele det elskede Sted
var der jo dog — som vort Eden.
Tror du ikke, vi har det med
paa Vej imod Evigheden?