Nu daler Sol fra sin høje Tind . . .
Den Jorden attraar,
men Hvælvet synes den øde.
Og Jorden gaar frem med Blus paa Kind
og Roser i Haar
til Kongeligt Elskovsmøde.
Hvor Solen ender sit Sejersløb,
i gyldneste Skin,
bag Skovens lønlige Kammer,
dér slaar den om Jorden sit Skarlagensvøb
og drager den ind
i Favntag af svidende Flammer . . .
Og Kyssene brænder mod Hals og Mund,
brænder dem luende røde,
mens Skyer ved Synet gløde . ..
Der er tusinde Liv i den ene Stund,
Alverdens Hj ærter slaar i det Møde —
— — Men brat maa de alle forbløde!
Et eneste Favntags Elskovsbrand! . . .
Saa slukkes den tindrende Kærte.
Da blegner Himlens vestlige Rand,
da visner det blussende Rosen-Land —
mens Jorden graaner af Smærte.
Og alt som Luften biir isnende klam,
væver Taagerne hvide,
foldet og blød en Dødningeham,
der svøbes om Jordens Side.
Og tavs og kold som i Dødningeskrin
sover den, strakt bag det blege Lin.
Saa længe,
saa længe vil Søvnen vare!
Ej Maanestrimerne klare,
ej Stjærneskær over Enge
vil vække til Liv
den Solskinsviv,
vil lokke den Jord oven Senge.
Thi Øjne, af Sollys blinde,
kan Lys i Natten ej finde.