Hvor det er underligt, at man kan le,
naar hele Livet brast,
naar Hjærtet aldrig skal sin Glæde se,
og Sorgen holder ubønhørlig fast!
Hvor det er underligt, at man kan le,
naar hele Livet brast!
Hvor det er underligt, at man kan le,
naar man saa snart skal dø,
naar man idag, „i denne Nat” maaske,
skal slynges ud i Mulmets dybe Sø!
Hvor det er underligt, at man kan le,
naar man saa snart skal dø!
Ak, har man, sløv og overfladisk let,
glemt, at man staar for Skud?
Ak, ler man blot, fordi man, saar og træt,
vil skjule sit ulægelige Brud —
fordi man ved, man fik dog aldrig grædt
sit Hav af Smærte ud?
Hvad eller — er saa stærkt vort Hjærtes Haab
— trods alt, som slaar os ned —
at gennem Dødsensangst og Smærtensdaab
det skyder op sin Krone vingebred?
Og bærer os vort Hj ærtes stærke Haab
op over alt, vi led?
Edith SO
H. C. Andersen Si