Landflygtig er jeg drevet fra kendte, kære Egne,
fra Hjemmets Arnelue — mod alle vide Vegne.
Langs Dybets Flod gaar Vejen med golde, bratte Sider.
Og Stene farves røde, hvor kraftløs Foden glider.
Om Dagen brænder Tørsten, og Solen skolder Huden.
Om Natten isner Duggen min Krop paa Klippepuden.
Før havde jeg en Søster. Hun gik med mig ved Haanden.
Jeg holdt mig rank i Døden, den Gang vi delte Vaanden.
Naar Skyggetoget rasted, da sov vi hos hinanden.
Mod hendes tynde Skulder dødtræt jeg læned Panden.
Men Søsterlil er borte — af Vejen overmandet.
Nu slæber jeg mig ene igennem Ørkensandet.
De, som ej mer kan gaa, slaas ned ved Vejens Side.
Maaske er Stunden nær til ikke mer at lide.
Og hører du i Natten et Bøsseskud, der knalder —
saa tak dog Gud i Himlen, hvis det er mig, der falder!