Du ligger saa ene . . .
De andre gik bort,
for hver til sit eget at ile.
De bød dig Farvel og ønsked dig Hvile,
den Søvn, som gør Natten blid og kort!
Saa gik de bort.
Paa Lejet af Muld under Lindens Grene
de lod dig ene.
Du ligger saa ene!
Selv jeg gik bort —
skønt intet var mer mit eget.
Thi Hjemmet var dødt og Jorden veget.
Og Liv var kun mit, den Gang det var vort.
Dog gik jeg bort —
ud til en Hverdags fredløse Krav,
ud i en Verden, som kun var en Grav.
Paa Lejet af Muld under Lindens Grene
jeg lod dig ene.
Du ligger saa ene!
Taalmodig og tavs under Stjærnehvælv,
foruden en Klage, et Suk for dig selv.
Som altid den, der har glemt sit eget,
hvis Kind er af Sorg for en anden bieget.
Men den, der glemte sig selv som du,
staar i Kærligheds-Samfund med Livet endnu.
Paa Lejet af Muld under Lindens Grene
du er ej ene.