Nu gik den lyse Dag paa Hæld,
dens travle Tid er omme-
Og Nat er nær. Thi Høstens Kvæld
har stjærnemeldt dens Komme.
Dit Kammer er saa landlig svalt
bag Sus af dybe Skove.
Du har saa meget tænkt og talt —
nu bli’r det godt at sove.
Du store Barn, duk ned din Kind
og drøm, du end er lille —
mens Natteluften risler ind
som Vand af renest Kilde.
Det kongelige Stjærnetog
forbi dit Leje skrider.
Saa har mit Barn en Billedbog
med gyldenblanke Sider.
De sorte Træer gror saa tyst,
som stod de dybt i Havet.
Og under dem biir aldrig lyst . . .
Dér er din Sorg begravet.
Drøm ej, du Barn, mens Natten gaar,
at Dagen snart vil smile!
Drøm før, at Evighedens Aar
er lange Nætters Hvile.