De havde fortalt dig taabelig Snak:
at hun gav Prinsessen — selvsikker klog.
Fløj helst gennem Verden i Luksustog,
højt over de andres Ve og Ak,
og mente, det var dem en Ære
hendes Slæbs Brokade at bære.
Du trak paa Skuldrene — halvvejs led.
Saa traf du en Dag, da Sol gik ned,
en lille barbenet Pige.
Hvorhen hun skulde, hvad selv hun hed,
det vidste hun ej saa lige —
kunde kun give dig halv Besked
Hun løb i sin Haves Gange,
sin Barndomshave med Fuglesange . . .
Blev aldrig større og aldrig klog,
fik aldrig lært sig de voksnes Sprog,
og næppe læst en fornuftig Bog.
Var altid bange — kun bange.
For større Børn, for Hund og for Kat! . . .
Var ene i Verden ved Dag og Nat.
Og da du forstod, hvordan det var fat,
saa hun dig smile . . ..
Saa tindrende blidt, saa varlig ømt,
som ene du kunde smile!
Det var som noget, du før havde drømt,
det gav din Tanke stor Hvile,
at hun var en af de dummeste Smaa.
Med hende ved Haand fik du Lyst at gaa
ad alle de trælsomme Mile
for Verdens Ende at naa . . .
— — —
Og rart blev det siden at huske paa,
at hun var kun en af de dummeste Smaa.
Thi det var jo forud givet:
et Barn, der var værgeløst som faa,
blev let at skille ved Livet!