Derude faldt det sidste Blad . . .
Og vore Læber skiltes ad.
Vi slap det Liv, vi holdt saa fast ihænde,
for hver at gaa sin Vej til Verdens Ende.
Vi tog Farvel — gik hver til sit
med al vor onde Lykkes Vægt:
at elskes og at elske,
skilt fra hinanden verdensvidt.
Vi to, som dybest var i Slægt
af alle under Himmelranden,
fik ej, i Hjemmets Varetægt,
bo enigt hos hinanden.
Vi to, som kunde levet
i helligst helligt Ægteskab,
blev fra hinanden revet
til Livs Forlis og Jordens Tab.
Vi to, som kunde bygge
det brede Lykkens Arnested,
hvis røde Luevarme
imod al Verden rakte Arme,
at favne Ven — og Fjende med,
vi dreves ud i Dødens Skygge! . . .
Det var en mørk, en silde Kvæld,
en silde Kvæld i stormfuld Høst.
Jeg bad dig sige, mig til Trøst,
at du ej led saa meget — vel?
Da smilte du . . .
Det glemmes ej,
det Smil, hvormed du gik din Vej,
for ud i Ensomhedens Ørk at træde.
Det Smil, hvis blege Smærte skar
sig gennem Sjælen — siden bar
jeg det ved Hjærtet Dag og Nat,
som Moderen sin Løndoms-Skat,
sin dyre, ømt forborgne Spæde —
og fødte det hvert ensomt Gry
til Liv paany.
Derude faldt det sidste Blad . . .
Du smilte, før vi skiltes ad,
den Gang det var for lidt at græde.
Et Smil, som aldrig blev forbi!
Al Verdens Taarer randt deri.