Det siges der om St. Peder,
sad myndig om Dag paa Bispestol —
men vred sine Hænder med bitter Graad,
naar Hanen i Natten gol.
Saa grov sig tilsidst en Fure
hen under hans Øje sløvt og mat.
Thi Hanegalet skingrer saa lydt
hver eneste skummel Nat.
— I Nat laa jeg længe vaagen . . .
Det smelded fra Gaarden med Hanegal.
Da tænkte jeg paa St. Peders Graad
og nagende Hjærtekval.
Gud ved — vi kender vist alle
det Hanegal fra Kajafas’ Gaard,
der borer sin Brodd i Sjælens Dyb
og svider i gammelt Saar.
Den Lyd kan aldrig forstumme,
dens Brodd ustanseligt stinge vil,
saa længe vi træder paa denne Jord,
hvor Mindet om Synd er til.
Men lad det blot skingre derude —
thi Hanen galer mod Morgenstund,
og Smerten kalder vor Sjæl paa Vagt
af Velværets dorske Blund.
— Det siges der om St. Peder,
af Graad, hans ,Øje blev sløvt og mat . .
Men Hanegalet varsled ham Dag
hver eneste skummel Nat.