„Dersom nogen er i Kristus, da er han en ny Skabning. Det gamle er forbigangent — se, alt er blevet nyt.”
2 Cor., 5–17.
Blandt Bjærge med Perlekrone
af tindrende Sne
gaar Floden Rhone.
Og Floden fik vi at se.
— Et Pilekrat, lidt brune Straa,
som drømmetyst og langsomt viger — —
saa Floden Rhone — ak, hvor graa,
hvor grumset graa den frem sig sniger!
Dens Flade, mat som Skimmel,
genspejler ej en Strimmel
af Sommerdagens skære blaa,
og Farten gaar saa smaat istaa.
Det er, som hvert et Minde
fra Fødsel højt paa snehvid Rand
var visket bort af plumret Vand,
hvis Bølger blytungt rinde . . .
— Men klart det blinker som Solen
bag Dalens yderste Trær.
Der bølger — i Sølvmorskjolen —
den signede Sø med Himmelskær.
Og Floden glider — og kommer nær
og synker blandt lyse Vover . . .
Det er, som maatte den dø
i den skinnende Sø — —
men sagte vugges den over.
Og hinsides Søen, langt mod Syd
gaar Floden Rhone, svimmel af Fryd,
med drønende Brus af Orgel-Lyd,
saa grønlig klar som Krystallen,
i skumhvid, sprudlende Falden,
i Spring af det lutrende Bølgesvøb —
funklende ren til Sejers-Løb!