— „Naa, ded æ’ Fruen — ja, nu skaa De høre:
jæi haar s’mæn itte tjent tywe Øre
paa alle de Bær — som jæi hårdt behøwer —
for saadden en Pranger æ’ mesten en Røwer.
Aa sekken han haar skamfiret hvert Bed!
Jou — ded æ’ en aarti’ Reddelighed!
Men næste Gang skaa jæi nok passe paa,
han skaa itte komme her mere aa traa!
Hva’ ded æ’ for en? — Jou — ham, som ha’ vaaren
Kaal te’ Per Nielses — oppe paa Gaar’en —
aa hadde i Vinters Florensen saa slemt,
at de tænkte, Vorherre sku’ haa’ ham gjemt.
Men „Ukrudt bliwer,” som Per han saa’!
Aa han fik Peller, de sku’ han jo taa’
et etter et — men de vaa kons smaa,
saa mente han, de’ ku’ jo itte forslaa,
aa slogte dem alle — men sekken de rew!
Aa sekken Lazarus han dou blew!
Naa, nu æ’ han kry — aa givder jo Else,
aa ded æ’ en skrap aa en faarli’ Tjøs! —
Ja, jæi si’er: bare man haar sin Helse!
For yden den — saa gaar’ed jo løs.
Naa, jæi skaa nu itte sidde og klaue
— skønt Gegten haar plauet mæi alle Daue —
for li’egodt saa gaar’ed jo dou,
men jæi tænker paa Mads, som han la’, de’ Skrou’.
Ja, han blew godt aa skekkeli’ plæjet,
aa Douteren kom — de’ kosted jo mæjet —
men jæi vil ge’ mine Hue-Baand,
om han vidste mer end bav paa min Haand,
hvad Mads han haar fæilet! Men hva’ saa’ vor Præst?
De’ sku’ vi vel heller itte begriwe!
Naa, dødde gjor’e han — de’ vaa jo bedst! —
— Aa nu skaa jæi yd i Marken aa riwe,
for slidde, de’ maa man, saa langt de’ ka’ gaa.
Ja — ja, Faavel da — aa hels de Smaa!” — —