Præsten skriver Prædiken
(Den utro Husholder.)
(Den utro Husholder.)
— „Lukas det sekstende — første Vers
til niende . . . Ja, den kommer paatværs,
den Tekst — bli’r altid saa svær at tyde.
De skal dog ej nøjes med tomme Lyde!”
Han ser lidt forsagt i sin Bibelbog
og tumler med Ordet „kristelig klog”.
Det Ord fik han lagt dem ifjor paa Sinde . . .
Ja — godt, om vi drog os det mere til Minde!
Dog var det rart, om lidt nyt han fandt;
det kunde vel ses fra en anden Kant . . .
Aa, maatte han Ordet for Hjærterne klare!
Blot ikke „lade dem fastende fare”.
— Han lægger Pennen og tager sin Hat.
Saa ud i det Fri! — Fra hver Blomster-Rabat
en solhed Duft gennem Gangene driver.
Lars Havekarl gaar dernede og river.
Besindigt og hinkende — alt imens
han snakker med Smedens den lille Jens,
som klager paa store Bror en Kende:
„Han driller — aa lywer som Hest ka’ rende.
Han ka’tte nære sæi — spænder aa sla’r” . . .
Bag Busken høres Lars Havekarls Svar:
„Ja, ded æ’ slemt, at han gjør dæi de’ brouet.
Men nu vil jæi spørre dæi om nouet:
Den „utro Husholder” — kjender du ham?
Han vaa bedre end du — aa ded æ’ en Skam!
Han satte dou Skylden ner for sin Næste.
Du skruer’en op — dér gjør du dit bedste!”
— Og Præsten stanser . . . Aa, ja saamæn!
Den Tanke kan bruges, min gamle Ven!
Den klared dog lidt af Taagen i Panden — —
Har vi sat Skylden ned for hinanden?