Der staar en Hvirvel fra Himmel til Jord,
hvor Stormen hærger den sukkende Nat
og hyler som Dyr af Hunger besat.
Luften er fuld af Susen og Klage,
som fraadende Trolde i Syvmilestøvler
usynligt en jamrende Fjende jage.
Jeg vakler i Stormen, men vil ikke vige.
Alene jeg staar paa en stor Boulevard
og strejfes af Blade i fygende Fart.
Det er, som om Vejret vilde mig knuse;
det vælter sig mod mig atter og atter.
Da maa jeg briste muntert i Latter.
Med svage Gisp det sagtner og synker;
paany det svulmer, frem styrter det haardt,
som var jeg et Blad, der skal fejes bort.
Strittende staar jeg, som slog jeg Rod;
jeg raaber: Kræ og Ting kan du tæmme!
Mig, mennesket, mægter Du ikke at skræmme!
Min Vilje planter jeg som et Banner.
Jeg hader hver raa og grusom Vold
og trodser al Torden af blinde Tyranner!