Sneen hviler
blød og hvid
over Tag
og Gader,
Solen kaster
skarp og strid
Blink i Ruderader.
Kold og klar
er Morgnens Luft
ren af Vintrens
hvide Duft.
Himlen er saa
frodig blaa,
alle Skyr
er fløjne.
Mennesker
paa Gaden gaa
med store,
køle øjne.
Vinden rødmer
Mund og Kind,
Sneen renser
Syn og Sind.
Alting lever
stærkt og lydt
i den klare
Stilhed.
Alt er fint
og rent og nyt
i den hvide
Mildhed.
Vognes Larm
staar tung og rund
paa det Tystes
skære Grund.
Kanebjælder
klinger sart,
Solen frostklart
skinner.
Tankerne
faar Liv og Fart,
bliver milde
Minder.
Jeg som Dreng
mig seln kan se
lege i den
hvide Sne.
Da var Livet
sart som Sne,
rent som
Vinterduften.
Da var Ord
kun Sorg og Ve,
Glæden blaa
som Luften.
Da var Drømmen
rig og stor,
da var min
den gyldne Jord.
Som en Vækst
jeg stille gror,
hvor det blev
mig givet,
Drøm og Haab
blev tomme Ord,
Sorg og Ve
blev Livet.
Og med Vemod
maa jeg se
paa den første,
hvide Sne.