En Morgen jeg staar
ved den vaade Rude.
nu lyser Landet
af Vaar derude.
Jeg ser, hvor de sivende
Jorde sig løfter
med lune Pytter
i lave Grøfter.
Og pjuskede Pile
langs Vejene luder
mod Bondebusenes
blændede Ruder.
De spæde Knopper
med svanger Glæde
suger kærligt
den sølverne Væde.
Men ene paa Stien
bag Markernes Dige,
gaar Bondens bøje,
rødblonde Pige.
Med lyse Læber,
som længes og haaber,
drikker hun Regnens
dirrende Draaber.
Alt venter lyksaligt
den liflige Grøde,
— jeg staar og føler
mig arm og øde.
Min Pande rører
den vaade Rude,
— ja, var jeg det ringeste
Straa derude.
II
Jeg aabner tavs et Vindu.
og Stolen hen jeg sætter,
mens mine pinte Lunger
den milde Luftning letter.
Gardinerne i Vinden
som hvide Vimpler flagre;
jeg ser paa mine Hænder
— hvor de er blevet magre!
Jeg ser paa mine hænder,
jeg stirrer saart og længe!
saa rækker jeg mod Spejlet,
dog nej! lad det kun hænge.
Det er som Luften isner,
nu fryser jeg paa Ryggen,
jeg var jo syg — derhenne
staar Sengen gemt i Skyggen.
Der laa jeg klamme Aftner
og knuged mine Puder,
og hvisked til de Stjerner,
jeg saa bag mine Ruder.
Der døsed jeg om Dagen,
naar Hatten faldt forborgen,
jeg tænkte: Mon du lever,
til det igen er Morgen.
De sagte Pulse banked,
saa bange og saa svage,
min vaade, hede Pande
jeg følte som en Plage.
Jeg vendte mig i Sengen,
men intet vilde lette;
jeg syntes, Himlens Stjerner
de blev saa smaa og trætte.
De sank, de brast for Dagen
med hvid, vemodig Klage;
jeg laa og trygled Livet,
ej maatte det mig vrage.
Jeg faldt i Søvn. Hvor var jeg?
Jeg vaagned glad og styrket.
Med Stjernesmil i Øjet
min Sjæl steg op af Mørket.
III
Jeg vilde saa gerne leve,
trods alle Sorger og Skrammer;
mit unge Hjerte har elsket
at hærdes i Livets Flammer.
Jeg vilde de stolte timer,
jeg frygted ei snigende mørke;
jeg vilde kun mærke, jeg leved,
da spændtes min Ungdoms Styrke.
Hver solklar morgen jeg vaagned,
og hilste det høje Lys,
jeg lo af den lifligste Glæde,
jeg kendte ej Sotens Gys.
Hvad vilde mig kommende Storme?
Hvad agted jeg Slud og Kulde?
Jeg strakte min Krone mod Himlens Hvælv,
og Rødderne lunt ned i Mulde.
IV
Men der vil komme en durende Daa
med Vaarens vajende Spil,
med unge hjerter og milde Fjaab,
og jeg er ej mere til.
For Livet under sig ingen Rast,
fordi mit hjerte det slaar,
og dog var det hele min Skæbne, der brast,
og alle de dæmrende Aar.
Det minded mig tidt, den Haand blev kold,
som greb min saa sødt og tyst,
og den Røst som jeg helst vilde høre paa,
blev stum i et segnende Bryst.
Og tigged jeg den velsignede Sol,
og bad jeg til Himlens Blaa,
jeg frelste dog aldrig min fattige Sjæl
fra den Stund, den skal forgaa.
De Døde sover i Muldens Skød
saa dybt, at man snart dem glemmer,
og fejres af friske Stemmer.