Jeg væmmes ved, at jeg har kaldt ham Ven.
hans usle frafald følte jeg med magt,
det matte Forsvar vakte min Foragt.
Gaa straks! Gaa bort! Kom aldrig mer igen!
Han stirred paa mig tavs, den Gang han gik.
Usikkert lød hans lave, graa Farvel.
Jeg burer endnu Dørens bratte Smæld
og tænker paa hans lange, trætte Blik.
Hvad gav mig Ret at være kold og haard?
hvad ved jeg om de Valg, der blev ham givet?
Han var ej sløv, han bar paa skjulte Saar.
Og ofte er det blodigt dyrt at være.
Det gælder Brødet, skal vi friste Livet
— men vi kan leve længe uden Ære.