Jeg sidder på et Bolværk
i Havnen
og stirrer på Kranerne,
de skumle Slidere,
der under rusten Snerren af Jærnkæder
hiver Kullene op til Lugerne.
. . . Se de sorte Kul
— sorte som Barnets Sjæl
dernede i Gruben!
blanke af Tårer
hos Grubemændenes unge Enker!
Hvad er det, jeg ser?
— bøjede Mænd,
vansirede af Sjælearmod,
værkbrudne som Trælle.
Dumpe hænger de
over Arbejdet,
døve af Hakkernes Larm,
blinde af Kulstøvet.
Dumpe dukker de sig
over Arbejdet,
ligegyldige for Døden,
fordi Livet er ligegyldigt.
Idag—imorgen
den sorte Sved i Gruben,
om Natten den tunge Søvn
som et træt Dyr.
Herregud.
Og kun Søndagens fattige Solplet
mellem Dagenes lange Mulm!
— — Jeg hører nogen klynke
— et Barns hæse, lille Klage.
Hvem kommer der med døde Øjne,
som ikke tåler Dagen?
Hvem kommer der på små, bare Fødder,
skårede og smudsige
af de sorte Kul?
Er du en Dreng,
så sky du vender dine Øjne
fra Solen,
og ikke en Underjordisk,
en lille, hæslig Skifting,
der hader Lyset?
Nej, du kommer jo for at klage
over, at de myrder din lille Sjæl
dernede i Kulen.
Du græder som de små Børn
i Elysium,
fordi du aldrig fik levet.
Du lille Genganger fra Gruben!
A, dit stakkels skidne og forsultne Fjæs
er en blodig Bebrejdelse mod dem,
der stjæler Livet fra dig
og — endnu mens du ånder —
Tomme for Tomme
overgiver dig til Døden.
. . . Sorte Kul,
sorte af Menneskesorg!
— Skakten skrider!
Hør Jordens dulgte Latter,
den ler dybt og hånende
af Skadefryd over,
at den fik Ram
på disse Mennesker,
der aldrig under den Ro.
. . . Se, hvor de myldrer
med Bårer og Redskaber.
Der kommer de med en Præst,
som pludselig opdager,
at de Ulykkelige dernede .
havde en udødelig Sjæl
at miste.
— Skakten skrider!
Skreg der ingen?
Kvaltes de, siger I?
Klemtes de ihjel,
før deres Gru fandt Ord?
Spar jer at hente dem op.
I finder ikke Lig,
men bare Laser.
Lad Gruben gemme dem,
den fik dog hele deres Liv,
lad den nu skjule dem for evigt.
Og du, unge Kvinde!
du, som uordentlig påklædt
og med uredt Hår
kommer her og hulker
ved Skaktens onde Svælg!
— tæm din Sorg.
Hvad beklager du dig over?
Du har jo dog aldrig ejet
den sorte, fåmælte Mand,
som nu er tavs for altid
dernede i Mørket.
Træt kom han til dig,
trist gik han fra dig.
Kun det arme Minut,
du i elskovsfuld Angst
klyngede dig til hans Arm,
strejfede et Smil,
et Smil fuldt af Mandens modne Ømhed og Beskyttelse,
hans hårde Ansigt
— det, du egensindig ikke vil glemme!
. . . Sorte Kul!
Snigmordere,
sorte af Menneskesorg!
Hellere maatte I smuldre
dernede i Skaktens Slug.
Hellere måtte Polarisen
skrue sin stive Kulde
som en størknet Skal
om Jorden,
end at I
skulde få Sindene til at fryse
af Savn og Kummer.
Jeg vilde kysse Hænderne
på den Opfinder,
der undfanger Maskiner
til at udvinde Solvarmen,
så I vrages
som overflødige.
. . . Sorte Kul!
tag mit Had,
mit Had og min Fortvivlelse
over Eders Nødvendighed!