Hør tunge Klokkers tonende Ve,
og sagtelig falder den fine Sne.
De blide Dun over Byen drysse,
som vilde dens Smuds og Jammer de tysse
og dølge Dagenes onde Stridhed
een Aften, een Nat med den store Hvidhed.
* * *
Af Lygternes Strejfskær blev Sneen gul.
I Værtshuset fejrer man Gydens Jul.
De osende Lamper flakker i Brand,
og Gulvet er fejet og strøet med Sand.
Der sidder en Gæsteflok inden Døre,
den kommer derude fra Dagens Føre.
En Skøge hælder sig til sin Ven
og stirrer slapt imod Ovnilden hen.
Paa Gulvet dér sidder en Kvinde og klynker,
hun er kun et Virvar af Furer og Rynker.
Å, faldne Skæbner man her kan finde!
— engang var den Stakkel en strålende Kvinde.
Fjernt trykker sig ind til den falmede Væg
en trist, lille Olding med langt, hvidt Skæg.
Han har ingen Kære, han lider kun ondt,
med Posen på Ryggen han stavrer rundt.
Og Hjørnernes Sjovre i Krogen sig skjuler,
de fløjtende Fyre er mørke og muler.
De fægted sig Mønt i den fornemme Gade,
men nu — de kan ikke blive glade.
Der drages Gardin for den skumle Rude,
mens Klokkerne dirrer i Sneen derude.
* * *
Den sitrende Stilhed er svanger med Under,
nu Barnet er vækket, og Vilddyret blunder.
Hvor er deres stridige Støj og Gny,
som gav dette Værtshus dets krasse Ry.
Jeg mærker, at selv mellem Bærme og Skarn
kan blomstre et Minde, Ira da man var Barn,
at skyldløse Dage på dunbløde Fjed
kan smyge sig over Bns Hjerte med Fred.
De ser knapt hverandre — ufatteligt tavse;
det hele det er som en skælvende Pavse.
Imellem de blodige Stunder i Kiv
og Hverdagens nøgne og blæsende Liv.
Men snart, når de maner, de skidne Minder,
da drikker sig drukne Mænd og Kvinder.
De rejser sig voldsomt, de bander og skriger,
de bliver Banditter og Glædespiger.
Til Flaskers Bragen og Blodets Flyden
fejres den Jul, som har hjemme i Gyden.