Å, Luften er mættet med liflig og gylden Bebuden.
Den stryger så blødt om mit Øre og hvisker: det våres!
og Solen står ind som en Stormflod af Lys over Ruden.
Jeg stirrer mod Gården, hvor Hammerhug drønende klinger.
Dernede står Smeden ved Essen og hamrer og gløder,
det lyder så dumpt som en malmfattig Klokke, der ringer.
Jeg stirrer mod Gården, et Hul mellem Murenes Fjælde,
der griner så gråblegt og nøgent i Martsdagens Solskin
— en skidden Ruin, som er skånet af Tidernes Vælde.
Tre Tjenestepiger, så svære, så solbrændte sunde,
står skjult bag den holdende Mælkevogn nede ved Porten
og klapper dens Heste og smiler til Kusken — en Bonde.
På anden Sal ser jeg den brystsyge Snedker. Han fløjter,
imedens han koger sin Lim over Spritapparatet
og drømmer om duvende Dans med dumdristige Tøjter.
Og midt for mit Vindu min gamle Veninde jeg skimter,
den ensomme Stakkel! hver Dag må hun sælge Aviser.
Jeg ser hendes Briller, i Solen de blinker og glimter.
Hun drikker sin Kaffe med Katten i Kjoleskød skjult.
Hun tænker måske på en Forårsdag ude i Skoven,
selvanden, da Sindet var grønt, og da Håret var gult.
Men oppe på Kvisten, med Udsigten fri til vor Smøge,
en Skomager sidder og famler med Læsten og drikker.
Ja, drikker — han skulde vel glemme, hans Datter blev Skøge!
Fra Naboens Gård kommer Toner så slidte og tynde.
En Liremand spiller en Vals, og man danser derinde,
to Tøsepar, magre og lange, men fulde af grædende Ynde.
Det er, som jeg hører, hvor Hjerterne blusse og banke
i Arbejdets trygge og fredeligt åndende Rytme.
Det våres, men Foråret skænker man ikke en Tanke.
Hvem husker vel på, at det grønnes derude i Haven,
og Himlen er gylden, og Blomster og Fugle vil komme
og Våren har atter et År bragt os nærmere Graven.
Der spilles og smedes, der slæbes, hvorhen jeg mig vender.
Hvad tænker de Mennesker? — å, vel kun på, de skal leve,
og Dagen den smuldrer med Slid for de værkende Hænder.
Og falder der Sol over knoprige, viftende Skove,
og gror der de milde Violer, hvor Sneen er smeltet,
så vågner man op til sin Dont, og man stræber sig træt og må sove.
Og dog! — denne Urørthed kunde jeg næsten misunde;
der er ingen Tvivl, som har tæret de træilende Hjerner,
og intet Begær efter Klarhed har brændt deres Munde.
Og nu da det myldrer af Mulde derude i Haven,
man tænker kun eet: Der skal arbejdes hårdt! vi må leve!
— og ved ikke, Våren har bragt os lidt nærmere Graven.