Der er ikke på Jorden så herlig en Stol
som en vejrbidt Grøft, hvor der flyder med Sol.
At en Himmel kan være så veldædig blå,
kan mit henrykte Hjerte neppe forstå.
Og de flagrende Skyer, som farer afsted,
er som flyvende Fugle, der fløjter: drag med!
Mine ivrige Hænder i Mulden lede.
Hvor det myldrer livssaligt i Mørket dernede!
Kryb og Spirer, som kuldskære gyser,
de trænges, de trænges, vil op, hvor det lyser!
Der er Støv paa mit Bord, jeg har væltet min Stol.
A, jeg ligger i Grøften og ler for den Sol!
* * *
Langt ude, hvor Markerne mørkner og svinder,
dér ser jeg en Klynge Mænd og Kvinder.
Henslængte i Græsset de malerisk ligger,
en dejlig Flaske går rundt, og de drikker.
Tre skægløse Slyngler fløjtende drive,
de ligger og hugger i Mulden med Knive.
En halvgammel Kone har lagt sig på Ryggen,
blidt truer en Krøbling hende med Krykken.
Han fniser stille, han driller hende;
den Lamme er lystig —det ved hans Veninde.
Hun nikker til ham, godmodig hun smiler,
men Tristheden tungt over Trækkene hviler.
To slappe Tøse sig strækker til Rette,
måske af at lede om Lykken lidt trætte.
Det piber så koldt i det pjaltede Stræde;
der bor de på Gaden til alles Glæde.
* * *
Vel mødt, mine Venner, i Sollysets Strømme!
Jeg ved, I har huset henrivende Drømme.
I kommer fra klamme Krybber og Huler;
der tæred I Vintrens trange Smuler.
Det Sted har 1 hjemme, hvor Tårerne tørke;
der raver I om i Savn og i Mørke.
For Livet er hårdt, når man fryser og sulter;
så sparker man Drømmene hulter til bulter.
Som Hunde man slikker hverandres Sår,
men håber på den huldsalige Vår.
Da hilser man Dagen med hæse Stemmer
og luner i Solen de lurvede Lemmer.
Det tindrer i Luften, det lysner af Løfter!
Nu grønnes og gror selv de dybeste Grøfter!