Søen skar som Glas i Solen.
Strandens gamle Ege suste.
Fjernt jeg hørte, Stemmer bruste
mod den blide Himmels Blå,
og med tjærevåde Tage
Lejets Huse for mig lå.
Der, hvor vraltende i Solen
fede Gæs mod Græsset skinner,
så jeg mange Mænd og Kvinder
om de skælbesatte Garn
— midt iblandt dem lå en druknet
Kvinde med et nyfødt Barn:
Hårets våde, vilde Mørke
vælter om den magre Pande,
over Øjets blege Rande
blunder der en rolig Ve.
i den arme, magre Pande
er et blodigt Sår at se.
Om de store, mutte Læber
bistert Trodsen endnu brænder;
hun har kendt så lidt til Venner,
Ensomhed gør Sjælen strid.
Å, de fine unge Hænder
de er skæmmede af Slid.
Hun har elsket fejre Farver!
Se de stakkels grove Klæder,
de har lét i lumpne Stræder,
hvor der kun er Mulm og Skam.
Ja, de stakkels grove Klæder
de har skullet glæde ham.
Stille hviler hun i Sandet.
Ingen iskold Rædsels Klager
hendes hvide Ansigt nager,
knap man aner, hvad hun led.
Ingen kold og fejg Bedrager
kan forstyrre hendes Fred.
Og de løfter hende — langsomt
de mod Bådehuset træder,
endnu jeg af hendes Klæder
skimte kan en broget Flig.
Lejets gode Kvinder græder
for det lille Barnelig.