Hun og jeg har kendt hinanden fra vor Barndoms første Stund;
hun betror mig sine Sorger med sin lille, friske Mund.
Hendes lyse Sjæl er såret, den har allerede lidt:
Livet er så svært at leve, når Ens Sind er fint og blidt.
Hendes atten År har higet med en tyst og bange Brand,
i sit lille Hjertes Drømme har hun gæstet Lykkens Land.
— Så han, hvad der steg i hende? Så han, hvad der brast og faldt?
— Ak, han kendte hende neppe, og en anden var ham alt.
Stille stred hun. Savnet brændte skjult bag hendes blege Ro.
Bittert tæred det på hende — godt jeg så det, skønt hun lo.
Men en Dag hun kom imod mig: Blikket klart og Panden fri,
og jeg så, hun var den gamle, og at Sorgen var forbi.
Helst når hun er hos mig, stiller hun ved Ruden hen en Stol,
og dér sidder hun og bader sig i Dagens blanke Sol.
Skæret vugger over Håret, hviler sig på Kindens Rund,
til det finder og det kysser hendes lille, friske Mund.
Tillid, som må sælsomt røre, farver hendes Smil og Røst,
Livets fine Varme banker bag det rene Pigebryst.
Hendes spinkle Skuldre trodser, om så salte Storme peb,
og hun giver af sit eget, selv i Håndens faste Greb.
Jeg er ikke Spor forelsket, hun er blot min kære Ven,
men for hendes Glæde gav jeg gerne af min egen hen.
Og jeg ved jo, hun engang må vinde Lykkens lune Kår:
— Hele Livet venter på os, når vi kun er atten År!