Solen her ved Skrivebordet
mine glade Øjne blænder,
længe sad jeg lunt og skotted
til det Skær på mine Hænder.
Men på Væggenes Portrætter
nu mit Blik ærbødigt hviler;
det er som de store Døde
ned med kloge Øjne smiler.
Ej i fræk og dum Forsmåen
har jeg lukket Eders Skrifter,
tilgiv, ædle Støv, I glemmes
— jeg er ung, og Våren vifter.
Og jeg mægter ej at glemme,
hvor imorges jeg var glad,
da i Sol på Grøftekanten
i det våde Græs jeg sad.
I den klare Morgen dufted,
karsk af Duggen, Græs og Trær,
nær mig lød det lille, glade
Næb af en livssalig Stær.
I en Solplet på en Poppel
skifted den standhaftig Sæde,
vigtig så den ned fra Grenen,
og jeg lo den ud af Glæde.
Hunden lå ved mine Fødder,
klogt den Snuden mod mig rakte,
og dens ejegode Øjne
Venlighed i Sindet vakte.
Lykkelig jeg længe drømte,
mens dens lune Pels mig rørte,
om en Piges gode Øjne,
hendes rene Røst jeg hørte.
Og et Syn gik mig i Minde,
sagte smilende jeg bæved —:
mod sin varme Mund hun varlig
et Bundt små Violer hæved.
. . . Ej i kold og hånsk Fornægten
har jeg lukket Eders Skrifter,
tilgiv, ædle Støv, I glemmes
— jeg er ung, og Våren vifter.