Idag er Løvet solfyldt og Himlen er så blå,
og du og jeg vi kender en Vej, som vi vil gå.
Se Maj er atter kommet, den underlige Maj;
det skinner i mit Hjerte, fordi jeg ejer dig.
Du kom så ung og stille, en blid og lys April;
da turde jeg ej håbe mit Liv af dine Smil.
Men se April er blevet den underlige Maj,
og jeg har Sol i Hjertet, fordi jeg ejer dig.
Det myldrer i mit Indre som Muld, der gror og gror,
det spirer allevegne i dine Fødders Spor.
* * *
Hvor Stien sagte bøjes, og Buske byder Læ,
dér står i snehvid Blomstring så smukt et Kirsebærtræ.
Det hælder sig mod Søen, der solblank går forbi;
dets søde, rene Ynde sig spejler skært deri.
Jeg ser dig dejligt smile, du fandt så sart et Blad,
her er der godt at dvæle, og jeg er atter glad.
* * *
Jeg ser din lyse Pande, dit lange, brune Hår,
og bag det kyske, lille Bryst dit kække Hjerte slår.
Din Mund er ren og rolig, så rund og klar din Kind;
jeg ved, hvor rig den Ungdom er, du huser i dit Sind.
Her står jeg med min Alvor i din Glædes grønne Lunde
og vækker i dig Kvinden, som endnu burde blunde.
Jeg bringer dig min Gave — af Lykke og af Kiv,
jeg bringer dig det godt og ondt, som er vort Hjertes Liv.
Det ved jeg vel, nu hæmmer jeg din Ungdoms vide Veje,
men Kære! se, jeg kommer jo med alt mit arme Eje!