Søndagsro!
Kom til hver en ydmyg Bo:
Bred din Mildhed over Hjemmet,
Lok de skjulte Børn af Gjemmet —
De, som kaldes: Haab og Tro!
Hvilens Dag!
Far engang nu blidt i Mag:
Alle vilde Krav lad bie,
Og for Kirkeklokken tie
Livets stærke Hammerslag!
Søndagsfred!
Stig saa taust i Hjertet ned:
Taust du vandre Byen over —
Sorgen i sin Vugge sover,
Naar sig nærme dine Fjed.
Storm maa gaae,
Ondt og godt Veir skifte maae:
Faldt saa Regn, har Sol stærkt skinnet,
Løfter det sig mildt i Sindet,
Ret som Duft fra Blomst og Straa.
Søndagslyst!
Kom med Freden til mit Bryst:
Sang og Leg og røde Kinder —
Inderligt sig Alt forbinder
Med et Væld af stille Trøst.
Glædens Iil,
Du, som leer ad Torn og Piil:
Intet Dybt ved dig skal dølges;
Men tilsammen skal de følges
Alvorssyn og Barnesmiil.